'Fair Trees' juletræer i handlen til jul
Juletræskonceptet Fair Trees stammer fra den danske juletræsproducent Bols Forstplanteskole, og nu ses konceptet også andre steder i Europa, oplyser planteskolen på deres hjemmeside.
Den danske juletræsproducent Bols Forstplanteskole introducerede tilbage i 2007 et koncept for juletræsdyrkning på det danske marked kaldet 'Fair Trees'. Det bæredygtige element består først og fremmest i, at størstedelen af frøene til de bæredygtige juletræer bliver indsamlet i den georgiske region Ambrolauri. Her har den danske planteskole satset på bedre arbejdsforhold for georgiske kogleplukkere, hvor samtlige arbejdere gennemgår et sikkerhedskursus. Derudover støtter Fair Trees en række sociale tiltag, der skal skabe uddannelse og udvikling i kogleplukkernes nærområde i Georgien, skriver Bols Forstplanteskole på sin hjemmeside.
Tendens med de såkaldte Fair Trees ses også på det europæiske landkort, hvor træerne blandt andet i en større schweizisk supermarkedskæde udgør 60 procent af juletræssalget. Tendensen er den samme i Tyskland, hvor der i flere tyske byer vil være Fair Trees, oplyser Bols Forstplanteskole.
- OWG