Flere farlige stoffer i elektronik kan fjernes

EU og medlemsstaterne er for øjeblikket ved at lægge sidste hånd på revisionen af RoHS-direktivet. Direktivet sætter begrænsninger for indholdet af farlige kemiske stoffer i elektriske og elektroniske produkter på det europæiske marked. Direktivet forbyder i dag seks særligt farlige stoffer. Det sker til gavn for såvel det ydre miljø som arbejdsmiljøet i forbindelse med produktionen af apparaterne og ved bortskaffelse efter endt anvendelse. Dertil kommer mindsket risiko for forbrugerne ved brug af produkterne.

Men indtil videre er der kun taget små skridt. F.eks. bliver medicinsk udstyr samt måle- og overvågningsudstyr nu også omfattet. Derimod bliver der ikke umiddelbart tilføjet nye stoffer til listen over forbudte stoffer. Der har ellers blandt mange været håb om, at bromerede flammehæmmere, phthalater og PVC kunne blive omfattet af direktivet.

RoHS-direktivet har ellers været en succeshistorie og har spillet en ledende lovgivningsmæssig rolle i udfasningen af seks farlige kemiske stoffer i elektronikprodukter. Bly, kviksølv, cadmium, hexavalent crom og de to bromerede flammehæmmere, PBB og PBDE, som har været forbudt i elektronik på det europæiske marked siden 1. juli 2006. Direktivet har vist sig særdeles effektivt. De forbudte stoffer er stort set ude af produkter ikke bare på det europæiske marked, men også på andre markeder, fordi mange producenter har fundet det for besværligt at lave flere udgaver af samme produkt.

Elektronikvirksomheder har vist vejen
Flere fremsynede elektronik-virksomheder har vist, at det er muligt at gå videre end den nuværende lovgivning. De har frivilligt udfaset brug af såvel bromerede flammehæmmere som PVC og har dermed vist, at det er muligt at substituere eller designe sig ud af behovet for disse stoffer. En af de virksomheder, som har forholdt sig til det, er Acer, som siger, at vi uden et forbud vil opleve, at udviklingen hen mod elektronikprodukter uden PVC og bromerede flammehæmmere bliver forsinket.

Men i revisionen af direktivet har Kommissionen ikke foreslået forbud mod et eneste nyt stof. Dog henvises til, at den bromerede flammehæmmer, HBCDD og blødgørerne/ftalaterne, DEHP, BBP og DBP er under vurdering under kemikalielovgivningen REACH. Hvis de her vurderes som skadelige for miljø og mennesker kan de forbydes i elektronik-produkter via RoHS-direktivet. Men denne procedure er ikke tilstrækkelig, for en vurdering af kemiske stoffer under vil REACH ikke nødvendigvis tage højde for de skader et produkt eller kemisk stof kan forårsage efter endt brug, f.eks. i tilfældet afbrænding af elektroniske produkter.

I forbindelse med revisionen af RoHS-direktivet har EU-parlamentets ordfører Jill Evans (fra de grønne) netop foreslået, at bromerede flammehæmmere og PVC bliver omfattet af direktivet. Det har givet stor debat om stoffer og metoder til vurdering. Blandt andet er et hold konsulenter blevet bedt af EU-Parlamentet om at vurdere omkostninger og fordele ved at substituere PVC og trephthalater – i form af en cost-benefit-analyse. Det kan jo være fornuftigt nok, hvis man vel at mærke regner rigtigt og medregner de relevante parametre. Men rapporten bliver netop kritiseret for ikke at medregne de miljømæssige skader af f.eks. udviklingen af giftige dioxiner ved afbrænding af PVC. Dette er ikke mindst relevant, når affald håndteres uden for højteknologiske forbrændingsanlæg. Det viser sig samtidig, at priserne på PVC og alternativer anvendt i rapportens beregninger er helt forkerte og overdriver ekstraomkostningerne ved at substituere væsentligt, hvilket er blevet påpeget af bl.a. det finske EU-parlamentsmedlem Satu Hassi, medlem af den grønne gruppe. Det vil nu blive ændret, inden den endelige afstemning om direktivet finder sted i juni og juli.

Større sikkerhed for forbrugere
Et forbud mod bromerede flammehæmmere og PVC ville være en stor gevinst for indeklimaet i hjemmene, hvor afgasning foregår fra varme elektronikprodukter. Det vil også hjælpe de arbejdere, der er beskæftiget med genanvendelse og nedbrydning af elektronikprodukterne. Ikke mindst på de lavteknologiske værksteder og lossepladser i tredje verdenslande, hvor sikkerheden ikke er i top. Vi må i den rige verden være realistiske og indse, at vores affald alt for ofte ender her. EU har nu muligheden for at gøre en god lov bedre med et synligt stort skridt frem for at trippe i meget lavt gear. Imens ser vi frem til, at endnu flere fremsynede virksomheder selv fjerner de farlige stoffer.