Flere grønne investeringsforeninger
I løbet af september 2009 får den hidtidige ene, danske grønne investeringsforening selskab af hele fire nye. De skal dog tages med et gran salt.
"Vi arbejder ud fra den forudsætning, at der kommer nogle klimaforandringer, og de påvirker alle brancher. Og vi forsøger så at vælge de virksomheder, der vinder på det. Dermed ikke sagt, at man kan investere i noget, der skader klimaet men man kan godt investere i noget, der er neutralt for klimaet," siger Robert Mikkelstrup, investeringschef i Danske Invest.
Ligeledes går budskabet fra Egnsinvest på, at fokus i gruppens nye fond, Klima og Miljø, vil være bredere end mange af de internationale aktører, der hovedsageligt koncentrerer sig om energi. Og at man desuden heller ikke har nogen standard for et selskabs engagement i klimarelaterede aktiviteter, andet end det blot skal være eksponeret over for klima, eller have nogle klimarigtige løsninger. Dermed skal de nye foreningers grønne profiler altså foreløbigt ikke tages alt for bogstaveligt.
-AK