07.11.2015  |  Samfund

Forbrugeren og ansvarlig produktion

Indhold fra partner Hvad er dette?

Forbrugerrådet Tænks formand, Anja Philip, er gæstetaler ved Responsible Food-konferencen d. 26/11 og giver et blik på forbrugerens rolle på vejen mod det bæredygtige samfund.

Med Responsible Food-konferencen som et godt eksempel glæder Forbrugerrådet Tænk’s formand Anja Philip sig over, at der kommer mere og mere fokus på ansvarlig fødevareproduktion. Et andet eksempel er hvordan flere af de store detailhandelskæder over de sidste par år er gået i front for at fremme økologi, reducere madspild eller slette buræg af varesortimentet. Da Danmark oveni har en intensiv fødevareproduktion, er der i Forbrugerrådet Tænk’s øjne i det hele taget et godt udgangspunkt for ”lokalt” at skabe mere bæredygtige produktionsforhold.
 
”I Forbrugerrådet Tænk har vi en vision om et Danmark, hvor alle forbrugere kan handle trygt. Ét af vores strategiske mål er ligeledes et forbrug i balance, hvor forbrugeren får nemmere ved at have et forbrug med mindst mulig belastning af bla. miljøet og sundheden,” siger Anja Philip og peger på steder, hvor der skal sættes ind, hvis fødevareproduktionen skal foregå mere ansvarligt: ”Det handler i høj grad om lovgivning, der skal stille krav til bundniveauerne og udføre tilstrækkelig kontrol, men også om, at nogle fødevarekæder går i front og sætter niveauet højere, ser på deres avance struktur, markedsføring, space-management osv. Og så skal forbrugerne have de rette redskaber til at kunne vælge ansvarligt. Derfor er det er vigtigt med nogle få gode mærker, hvor der ikke er vildledende og uigennemskuelige kriterier for dem – og de bliver kontrolleret ordentligt, foruden at reklamer og anden markedsføring ikke leder forbrugeren på vildspor.”
 
For at visionen kan gå i opfyldelse, er det efter Anja Philips overbevisning væsentligt, at forbrugeren har den fornødne viden og ønske om at handle ansvarligt – men forbrugeren kan ikke alene være ansvarlig for at skabe efterspørgslen. Alle led fra producent til forhandler, myndigheder og politikere har en opgave.
                                                                                                                               
”Mange forbrugere vil faktisk gerne handle ansvarligt, men det er ikke nemt i en travl hverdag. Som forbrugere har vi fx brug for, at supermarkederne selv har taget hånd om, at deres produkter er produceret på en ansvarlig måde, så vi ikke blive medskyldige i fx brud på menneskerettigheder eller lignende, når vi handler,” påpeger hun.
 
Det skal være let at være bæredygtig
I bund og grund ønsker Forbrugerrådet Tænk ordentlige rammer og vilkår, der gør det let at træffe et godt valg. Det må ikke være en akademisk opgave at gå i supermarkedet. Det ansvarlige valg skal være nemt og ligetil, og prisforskellen må ikke være uoverkommelig, mener Anja Philip:
 
”Producenterne, butikkerne og politikerne siger ofte, at det er op til forbrugeren at skabe en efterspørgsel og derved drive markedet i en mere ansvarlig retning. Men en større efterspørgsel kræver, at der er et bredt og nemt tilgængeligt udvalg af gode varer til rimelige priser. Forbrugere handler som regel kun ind i en enkelt butik, og indkøbene skal passe med forbrugerens andre vaner og rutiner i dagligdagen. Det nytter ikke at tro, at forbrugeren omlægger sine vaner eller skal lede urimeligt længe for at handle mere ansvarligt, hvis ikke rammerne er til det.”
 
Særligt stikker det Forbrugerrådet Tænk i øjnene, at udvalget af økologiske varer er smalt i forhold til de konventionelle, mens prisen til gengæld er høj, især fordi den højere pris som regel ikke skyldes højere produktionsomkostninger:
 
”At handle ansvarligt er for mange at købe økologisk. Men sortimentet skal være der, og prisen skal ikke være op til tre gange så høj på økologi som på konventionelle varer. Der skal være gennemsigtighed, så forbrugeren ved, at den ekstra pris, der betales, også går til en bedre produktion, frem for eksempelvis at pengene går til højere avance til supermarkedet. Gode varer skal helst være tilgængelige for alle segmenter af forbrugere. Det ses tit, at en fødevare får et ekstra ’luksus-twist’, hvis den er produceret mere ansvarligt eller økologisk. Jeg tror, at det vil være bedre i højere grad at matche det eksisterende udvalg, så der ikke skabes en helt ny type produkt, fordi det for eksempel er økologisk.”
 
Anja Philip giver et markant eksempel på, hvor meget prisforskellen betyder, og hvor lidt der skal til for at ændre den: ”Det var først da butikkerne fik set på avancestrukturen på for eksempel de økologiske mælkeprodukter, at de kom så meget ned i pris, at det kunne matche de konventionelle produkter. Det satte virkelig gang i salget, og efterspørgslen overstiger jo til tider produktionen. Grønt- og frugtpriserne er også godt på vej – og jeg håber da snart, at det samme kommer til at ske for kød.”
 
Tillid kræver gennemskuelighed
Endnu en barriere er, at produktionen ofte foregår meget langt væk fra forbrugeren, og at selve produktionen er meget kompleks, og det kan gøre, at vi som forbrugere føler os magtesløse, forklarer Anja Philip: ”Det er svært at sidde i Danmark og forholde sig til børnearbejde, eller de forhold som tomatarbejdere i Italien har. Det er en meget kompleks leverandørkæde, der er svær at gennemskue, og derfor kan det få forbrugeren til at føle en afmagt i deres indkøb, hvor de bliver i tvivl om deres indsats virkelig gør en forskel for eksempel for klimaet eller arbejdsforholdene. Ligeledes er tillid til kontrolsystemerne og mærkerne jo en forudsætning. Vi ved, at forbrugere langt hen ad vejen mest vælger fødevarer ud fra deres eget sundhedsperspektiv, og hvis miljø- eller medarbejderens fordel ikke er gennemskuelig, så er det svært at få folk til at betale ekstra for.”
 
Anja Philip er en af to gæstetalere som på Responsible Food konferencen fra hver deres pol beskuer virksomhedernes indsats for større ansvarlighed inden for fødevareområdet. Konferencen byder desuden på paneldebat, markedsplads og masser og masser af praktiske fødevarecases i ansvarlighed.
 
Konferencen finder sted d. 26. november i Festauditoriet på Natur & Biovidenskabelig Fakultet (det tidligere KVL), Frederiksberg. Læs mere og tilmeld på www.csr-link.dk. Følg også CSR LINK på LinkedIn her.

Tags: CSR LINK

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere