Forbrugerne har tillid til Svanen
En ny undersøgelse viser, at miljømærket Svanen har slået rod blandt nordboerne og dermed er med til at fremme de miljøbevidste valg.
Mere end 90 procent af alle nordboer kender miljømærke Svanen. Og ni ud af ti mener, at man træffer et godt valg for miljøet, når man køber svanemærkede varer.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Respons Analyse Oslo i alle fem nordiske lande.
Hvis du beder en dansker, en finne, en islænding, en nordmand eller en svensker nævne et miljømærke, vil 69 procent sige Svanen. Nærmeste ”konkurrent” er Ø-mærket, som knap 5 procent tænker på først.
”Det er glædeligt, at befolkningen i Norden i den grad har taget Svanen til sig. Og det er positivt, at så mange mener, miljømærkning er et godt redskab i hverdagen, når man gerne vil træffe gode miljøvalg,” udtaler miljøminister Karen Ellemann.
De nordiske miljøministre har for nylig vedtaget en ny vision for Svanen, som fremover ikke alene skal guide nordboerne gennem indkøbsjunglen. Mærket skal også være med til at brande Norden som en miljøvenlig og klimabevidst region.
SRR