Fra spildevand til naturgas
Som de første i Danmark får borgere i Fredericia naturgas fra deres eget spildevand - Fredericia Spildevand A/S og DONG Energy har indgået aftale om levering af biogas fra Fredericia Centralrenseanlæg, som DONG Energy opgraderer til naturgas og sender ud i naturgasnettet.
For første gang tilføres der biogas til naturgasnettet i Danmark. Aftalen er et delresultat af en klimapartnerskabsaftale, som er indgået mellem Fredericia Kommune og DONG Energy i august 2008, skriver jernindustri.dk. Aftalen vil kunne forsyne cirka 500 husstande med naturgas året rundt og spare miljøet for ca. 2.000 ton CO2 om året. Fredericia Spildevand A/S er ejet af Fredericia Kommune, der gennem flere år har produceret en stor mængde biogas på Fredericia Centralrenseanlæg på basis af spildevandsslam. Biogassen er et biprodukt fra renseprocessen. En del af biogassen anvendes allerede i dag til el og brændsel til en biologisk proces. Med den nye aftale udnyttes gasmængden bedre, og produktionen øges gennem procesoptimeringer på renseanlægget.
Med denne aftale har vi sat gang i en proces, som vi venter os meget af i Fredericia Kommune. Nemlig at producere så meget biogas som overhovedet muligt på renseanlægget og udnytte den som erstatning for fossile brændstoffer på flere felter. Blandt andet håber vi, at Fredericias bybusser kommer til at køre på naturgas, siger Fredericia Kommunes tekniske direktør Erik Jespersen, som håber, at lovgivningen blødes op, så det potentiale, der er for yderligere biogasproduktion på mange danske renseanlæg, vil kunne realiseres.
-JR