Gladsaxe-virksomheder i klimasamarbejde med kommunen
Virksomheder i Gladsaxe Kommune ønsker et klimasamarbejde med kommunen, som nu udvikler et koncept for et fremtidigt klimasamarbejde kaldet KlimaKlar.
Gladsaxe Kommune er i fuld gang med at udvikle et koncept for et fremtidigt klimasamarbejde mellem kommunen og kommunens virksomheder. Klimasamarbejdet vil komme til at hedde KlimaKlar, og det skal inspirere og vejlede virksomhederne i Gladsaxe til, via frivillige klimatiltag, at reducere CO2-udledningen og opnå energibesparelser. KlimaKlar er resultatet af et klimamøde, som Gladsaxe Kommune har holdt med 23 forskellige virksomheder i Gladsaxe. De konklusioner, der kom frem på mødet var blandt andet, at samarbejdet skal være frivilligt og være for alle typer virksomheder. Der skal være en vis form for forpligtigelse i at indgå et samarbejde, men virksomhederne lagde meget vægt på, at kommunen ikke skulle have en kontrolfunktion overfor dem. Flere af de deltagende virksomheder er allerede så småt gået i gang med at se på deres energiforbrug og CO2-udledning. Gladsaxe Kommune har en ambition om at reducere sin CO2-udledning med 25 procent frem til år 2020. Erhvervslivets bidrag til CO2-udledningen udgør i dag 30 procent af kommunens samlede CO2-udledning, og det ønsker kommunen at reducere med blandt andet KlimaKlar. Man kan læse mere om klimasamarbejdet på gladsaxe.dk/klimaklar
-JR