Gode tider for Siemens
Den tyske koncern Siemens, og specielt vindmølleproducenten Siemens Wind Power, kom ud af 2009 med solid fremgang på stort set alle fronter og en fyldt ordrebog for 2010.
2009 har været et hårdt år for langt de fleste brancher, herunder vindmølleindustrien, hvor den danske gigant Vestas godt nok kommer ud med et flot regnskab, men samtidig også med langt færre planlagte ordre end man havde regnet med. Anderledes positivt ser det ud for den tyske Siemenskoncern og dens underselskaber, herunder vindmølledivisionen Siemens Wind Power A/S, der med en ordrebog på 7 mia. euro (over 50 mia. kr.) kan melde udsolgt af landmøller.
For 2010 har vi ikke flere landmøller. Der er vi fuldt booket. Ordrebogen er en blanding af forretning i 2010 og offshoreordrerne, som strækker sig til 2014, siger adm. direktør i Siemens Wind Power, Andreas Nauen, til RB-Børsen.
Siemensgruppen i Danmark havde i det hele taget et rigtigt godt 2009 med en samlet omsætningsfremgang på 13 % til godt 20 mia. Fremgangen kan især tilskrives Siemens Wind Power, der i regnskabsåret 2008/2009 havde en omsætning på godt 15,5 mia. kr. Dette er en stigning på 14 % i forhold til foregående år. Resultatet efter skat for Siemens Wind Power blev et overskud på 854 mio. kr., hvilket er på niveau med året før.
-AK