Grøn fjernvarme til Trekantområdets borgere
Over 55.000 husstande i kommunerne Vejle, Fredericia, Kolding og Middelfart kan om få år opvarme deres boliger med mere end 90 procent CO2-neutral fjernvarme.
Fjernvarmen til forbrugerne i Vejle, Fredericia, Kolding og Middelfart Kommuner vil indenfor de kommende fire år være næsten 100 procent CO2-neutral, uden at det af den årsag går ud over hverken forsyningssikkerheden eller økonomien. Bag udsigten til den grønne fjernvarme gemmer sig en ambitiøs og nytænkende klimavarmeplan, som bestyrelsen i TVIS (Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S) har udarbejdet sammen med blandt andre DONG Energy, TRE-FOR og TAS. Planen, der er et resultat af et omfattende analysearbejde af fjernvarmeforsyningen de kommende 20 år, betyder, at varmeforsyningen i de fire kommuner fremover baseres på en blanding af overskudsvarme, varme fra affaldsafbrænding og varme fra biomasse. Samlet betyder omlægningen en CO2-reduktionen på 100.000 tons om året i de fire kommuner - uden at det koster forbrugerne en krone ekstra.
Omlægningen af varmeforsyningen betyder, at vi i Trekantområdet får en CO2-reduktion på mere end 60 procent i forhold til vores nuværende situation, og det er helt unikt herhjemme, siger Vejles borgmester, Leif Skov, der er formand for TVIS.
-JR