Grundvandet lider forbrugerne skal stadig betale
Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) holder fast i, at vandforbrugeren fortsat selv skal betale for at beskytte det danske grundvand. Interesseorganisation kalder det urimeligt og efterlyser lovstramninger.
Det danske grundvand er presset. Pesticidforbruget hos de danske landmænd er steget markant over de sidste år, og i 2007 blev der fundet pesticider i næsten 40 % af de undersøgte overvågningsindtag. Heraf blev der i 15 % af boringerne fundet pesticider i en mængde, der overskrider grænseværdierne. Det har ført til, at vandværkerne gennem seneste 10-15 år har lukket omkring 100 boringer om året på grund af forurening, en udvikling, der ifølge tal fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) kun ser ud til at forværres. Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere lovet at gøre noget ved problemerne, men de løfter har ministeren, ifølge interesseorganisation Danva (Dansk vand- og spildevandsforening) slet ikke levet op til. Organisationen, der repræsenterer både kommuner, vand- og kloakforsyninger, firmaer, institutioner og privatpersoner, kritiserer således regeringens Vandplaner for ikke at fokusere på pesticider i grundvandet. Ligeledes mener Danva ikke, at initiativerne i Grøn Vækst er nok til at sikre danskerne rent grundvand hverken nu eller i fremtiden. Og regningen for den øgede forurening ender stadig hos forbrugerne.
Vi mener, at det urimeligt at det er vandforbrugeren, der via vandprisen skal bøde for en svag godkendelsesordning, der godkender stoffer, der kan trænge ned i grundvandet eller for landmænd, der ikke anvender pesticider efter forskrifterne. Reelt skal vandforbrugerne også bøde, hvis landmændene anvender ulovlige pesticider, som det er set i Midt- og Vestjylland fornyeligt, siger Carl-Emil Larsen, direktør i Danva, og efterlyser specielt muligheder i loven for at forebygge forurening, et forslag miljøministeriet dog indtil videre har afvist.
-AK