Hjemmearbejde kan gavne klimaet
Der er store CO2-besparelser at hente, hvis hjemmearbejdspladserne får lov til at bestå på den anden side af Covid-19.
Ifølge en analyse foretaget af Dansk Erhverv, arbejdede 44 procent af danskerne hjemme i foråret grundet Covid-19.
Det skriver Ingeniøren.
En ny undersøgelse fortaget af IDA, viser at CO2-udledningerne i den forbindelse nedbringes markant.
Beregninger foretaget af Ingeniørernes og cand.scienternes faglige organisation har vist at CO2-udledning fra persontransporten kan nedbringes med tæt på en mio. ton årligt, hvis alle 44 procent arbejder hjemme hver dag. Det svarer til en syvendedel af den samlede årlige persontransports CO2-udslip.
Læs også: COVID-19: Næsten en tredjedel af stationære computere betragtes nu som overflødige
IDA har i samme ombæring spurgt sine medlemmer hvorvidt de ønsker at arbejde hjemme. Her lød svaret på 1,66 hjemmearbejdsdage i gennemsnit om ugen. Alene de 1,66 dage om ugen vil kunne give en CO2-besparelse på 0,33 mio. ton årligt.
Der er dog nogle forbehold, som ikke er medtaget i beregningerne. Sandsynligvis har nogle af de 44 procent arbejdet hjemmefra i forvejen, andre vil muligvis søge jobs endnu længere væk fra deres bopæl, hvis der er mulighed for et par hjemmedage om ugen. Endelig kan der være tale om, at forbruget på hjemmematriklen stiger, når man arbejder hjemmefra.
- MTN