24.09.2018  |  Klima, miljø og energi

Indspark: Industrien skal være på forkant af miljødebatten

Vores klare vurdering er, at det øgede fokus på plast er kommet for at blive. Derfor bliver det kun endnu vigtigere, at vi som industri i stigende grad er på forkant, når debatten eksempelvis handler om genanvendelse og plast i havet.”

Nedenstående leder af Thomas Drustrup (adm. direktør i Plastindustrien) er bragt i Magasinet Plast.

Man troede næsten ikke, at det var muligt, men i månederne op til sommerferien nåede interessen omkring plast fra medier, politikere og forbrugere et nyt rekordhøjt niveau.

Der er selvfølgelig både fordele og ulemper forbundet med at befinde sig i søgelyset. På den ene side giver det anledning til, at vi kan fortælle vidt og bredt om plastmaterialets positive kvaliteter og om den store værdi, som de danske plastvirksomheder bidrager med til samfundet.

På den anden side er det også udfordrende med den megen opmærksomhed, da vi som branche på kritisk vis bliver målt og vejet på baggrund af vores kommunikation og handlinger.

Vores klare vurdering er, at det øgede fokus på plast er kommet for at blive. Derfor bliver det kun endnu vigtigere, at vi som industri i stigende grad er på forkant, når debatten eksempelvis handler om behovet for øget genanvendelse, mere cirkulær økonomi og forebyggelse af plast i havet.

Nyt ansigt i sekretariatet skal understøtte Operation Clean Sweep

Det er efterhånden blevet alment kendt, at det i høj grad er en række asiatiske lande, der er de helt store syndere, når det kommer til at udlede plast i havet. Imidlertid ændrer det ikke spor ved, at vi også skal gøre vores her i Danmark til at mindske miljøudfordringen – det skylder vi miljøet, og det skylder vi hinanden.

Derfor har vi i Plastindustrien også vedtaget en ambitiøs strategisk målsætning om, at 80% af vores medlemmer skal være tilmeldt det frivillige miljøinitiativ Operation Clean Sweep i år 2020. Kort fortalt går det ud på, at de deltagende virksomheder skal blive bedre til ’at feje for egen dør’, så vi i højere grad forebygger tab af plast til havet fra transport af råvare og plastproduktion.

Vi er på vej, men vi er langt fra i mål. Fremadrettet kommer der imidlertid til at være langt mere fokus på området, da vi per 1. september har fået ansat en ny miljøkonsulent i sekretariatet – Anders K. Knudsen – som netop får Operation Clean Sweep som en af sine primære arbejdsopgaver.

Der er ingen tvivl om, at hvis vi som industri ikke tager skeen i egen hånd, når det gælder de forskellige miljøaspekter, så er det kun et spørgsmål om tid før, at omverden stiller hårde reguleringsmæssige krav til os.

Derfor vil vi også fortsætte med at søsætte og drive miljøinitiativer og projekter, der sørger for, at vi er på forkant med udviklingen.

Tags: Miljø, Plast

Mere fra Thomas

Thomas Drustrup

Adm. direktør i Plastindustrien

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere