Intelligente ladestandere fylder miljørigtig strøm på elbilen
Den danske virksomhed ChoosEV A/S har udviklet og sat landets første intelligente og miljørigtige ladestandere til elbiler i drift.
En elbil forurener som bekendt minimalt ved kørsel, men hvis bilen er ladet op med almindelig strøm fra et dansk kulkraftværk, så sker der alligevel en indirekte belastning af miljøet. Det vil den danske virksomhed ChoosEV, der leverer elbiler, ladestandere, finansiering, drift, rådgivning og miljøoptimering i relation til elbiler og infrastruktur, gerne lave om på. Derfor har de udviklet og sat landets første intelligente og miljørigtige ladestandere til elbiler i drift.
Indtil nu har ladestandere til elbiler egentlig bare været nogle overdimensionerede stikkontakter som man kunne lade sin elbil ved. Men nu har vi som de første i landet udviklet og taget intelligente
ladestandere med miljømodul i brug og vil i løbet af de kommende måneder opstille vore ChoosPower miljømoduler over hele landet, siger adm. dir for ChoosEV Henrik Isaksen
Standerne udmærker sig ved selv at kunne tale med elbilen og elnettet, så den sikrer, at det er den rigtige strøm, der kommer på batteriet på det rigtige tidspunkt. Miljømodulet kan således styre opladningen af elbilen efter hvornår strømmen enten er billigst, grønnest eller bare mest tilgængelig i forhold til forbruget. Med intelligent ladning af bilerne om natten, er der, ifølge ChoosEV, i dag kapacitet til at oplade over 1 mio. elbiler pr. nat i Danmark, uden at der skal foretages yderligere investeringer i det nuværende elnet.
-AK