02.04.2013  |  Kommunikation

Indspark: Intern forankring er første step i at skabe konsistens

CSR-rådgiver Anne Louise Thon-Schur mener ikke, det er så bekymrende, at kun 44 procent af de virksomheder, der rapporterer, har fuld konsistens i deres CSR-rapportering.

Så kom den igen, analysen af virksomhedernes CSR rapportering, som CBS har gennemført for Erhvervs- og Vækstministeriet. Hovedresultaterne er ”at 97 procent af virksomhederne lever op til kravet om at rapportere om samfundsansvar i deres årsrapporter”. Hvad væsentligere er, viser analysen, at ”44 procent af virksomhederne har fuld konsistens i rapporteringen.

Fuld konsistens betyder, at der er sammenhæng mellem politik, politikkens gennemførelse og resultatet af denne gennemførelse inden for et givent emne”.  44 procent er en ret lav procentdel i forhold til de 97 procent, der rapporterer. Men det behøver ikke være så galt endda. Nogle ville måske fristes til at sige, at virksomhederne, der mangler konsistens, bare laver politikker og rapportering, som fine ord på glitzy papir, uden reel betydning for virksomheden. Min fortolkning af tallene er mere positiv. Jeg er faktisk ikke helt enig med CBS. 

Ofte, når jeg anbefaler en politik til en virksomhed, så ved jeg på forhånd, at det bliver et fint skrevet dokument, gemt som en pdf, der kan downloades af studerende og jobsøgende. Hvorfor anbefaler jeg det så? Fordi jeg mener, at en politik er et forankringsredskab, der skaber kendskab og stillingtagen hos især ledelsen og de involverede medarbejdere, og derfor mener jeg næsten altid, at politikker er indsatsen værd, selvom kritikken går på, at det bliver tomme ord uden målbare resultater.

Læs også: Danske virksomheders CSR-rapportering er usammenhængende

Selve politikken behøver ikke nødvendigvis at være målet i sig selv, men processen i forbindelse med en ny politik, som for eksempel en anti-korruptionspolitik, er utrolig vigtig for forankringen – en forankring som på sigt er bydende nødvendig for den førnævnte konsistens. En politiks udforming kan se ud som følger:

  1. CSR rådgiveren anbefaler politikken til den interne kontaktperson/ledelsen.
  2. Anbefalingen bliver diskuteret på ledelsesplan, blandt de involverede medarbejder, samt i styregruppen. Argumenterne for og imod bliver vendt og drejet:
    1. Hvad skal vi opnå?
    2. Hvorfor er det nødvendigt?
    3. Hvem gavner det?
    4. Hvem skal udarbejde den?
    5. Hvad skal der stå?
    6. Hvordan skal det implementeres?
    7. Hvordan skal det måles og vejes?

Processen går i gang, og det første udkast bliver skabt i tæt samarbejde med den ansvarlige, rådgiveren og ledelsen og bestyrelsen. Udkastet bliver diskuteret og kritiseret, mens der undervejs bliver taget stilling til, hvad virksomhedens mission er, og hvor de interne og lovmæssige krav og regler går.

”Nogle ville måske fristes til at sige, at virksomhederne, der mangler konsistens, bare laver politikker og rapportering, som fine ord på glitzy papir, uden reel betydning for virksomheden”

Anne Louise Thon-Schur

Det vil sige, at mange af beslutningstagerne bliver nødt til at forholde sig til omverdenens og egne etiske standpunkter. Det er jo i sig selv en fornuftig og prisværdig øvelse. Idet man diskuterer sin egen og virksomhedens moral (for eksempel i forhold til en anti-korruptionspolitik), så ser man både bagud og fremad og tænker tendenser og potentielle udfordringer.

Helt konkret tager man jo blandt andet stilling til, hvad og hvor ens grænser går for korruption, bestikkelse og etik. Afslutningsvis deler man indholdet i politikken med de relevante parter, så som sælgeren eller leverandøren, der så også får indblik i virksomhedens etiske ståsted. Det kan jo kun gavne omdømmet og skabe loyalitet.

Det er også derfor, det ikke behøver være så bekymrende, at kun 44 procent af de virksomheder, der rapporterer, har fuldstændig konsistens mellem politik og implementering. Det faktum, at de bruger tid og penge på at skrive politikker betyder meget  for den interne forankring af CSR, som mange virksomheder og rådgivere kæmper med.
Læs rapporten her.

Mere fra Anne-Louise

Anne-Louise Thon Schur

Director, Head of Sustainability and International Development

I work for SDGlead as a Partner. I advise clients in the area of sustainability, CSR and international development. I have been working with major projects a number of different clients, e.g. one of the world’s largest toy manufacturer, a Big Pharma company, as well as companies within industries, such as oil, wind, technology, telecoms, dairy, discount retail and biotech. I advise the publi…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere