22.10.2018  |  Klima, miljø og energi

Indspark: Investorerne må ud af busken og ind i kampen for klimaet

Klimarapporten fra FNs klimapanel, IPCC, der blev offentliggjort den 8. oktober, er bekymrende læsning. Ifølge klimapanelet skal verdenssamfundet undergå ”hurtige og vidtrækkende forandringer”, som er ”uden fortilfælde”, hvis vi skal holde os på den rigtige side af 1,5 graders temperaturstigning sammenholdt med førindustrielt niveau. Nøglen til handling findes hos den finansielle sektor, der i langt højere grad bør komme ind i kampen for alvor.

En vigtig del af den omfattende transformation, der bliver nødvendig, bør omfatte en omkalfatring af det finansielle system, således at det bliver muligt at forstærke de investeringer i teknologier, partnerskaber og ændringer i livsvaner, som vil være nødvendige for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader. Dette vil kræve et massivt løft i investeringerne. Ifølge IPCC-rapporten estimeres det, at der hvert år mellem 2016 og 2035 vil skulle investeres omkring 2,4 billioner dollar på energiområdet, eller 14.440 billioner kroner.  Til sammenligning er det ifølge Forsikring & Pension mere end 5 gange så meget som den samlede danske pensionsformue i 2017. Investorerne og den finansielle sektor er derfor en vigtig spiller.

Mange investorer forsøger allerede at integrere klimabetragtningerne i deres prissætnings – og investeringsovervejelser, men selvom eksempelvis den danske pensionsbranche i løbet af de sidste 4 år investerer 5 gange som meget i grøn versus sort energi, så udgør branchens investeringer i vedvarende energi kun 3.4% af den samlede danske pensionsformue ifølge en brancheundersøgelse i Forsikring & Pension fra juli 2018. Så på trods af en markant fremgang, skal der en betydelig større indsats til, hvis det skal batte noget.

Internationalt er der endvidere mange initiativer undervejs for at få gennemsigtighed omkring klimapåvirkningerne ind i investeringsovervejelserne, for således at understøtte den finansielle sektors indsatser til at nå målene om en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader. En anden vigtig del for at sikre fremdrift er at få investorerne til at se investeringer i den grønne omstilling som en positiv forretningsmulighed, snarere end kun et forsøg på at afdække risiko.

EIT Climate-KIC, som er EUs hovedsatsning på klimainnovation, understøtter mange initiativer sammen med den finansielle sektor. Sidste år lancerede vores partnere, Carbon Disclosure Project (CDP) og ISS-Ethix Climate Solutions, med vores støtte, Climetrics, som er et uafhængigt værktøj til at bedømme investeringer ud fra et klimasynspunkt.  Siden lanceringen har Climetrics ifølge CDP vurderet 3700 investeringsfonde, hvilket svarer til ca. 30% af alle aktiver i disse fonde i Europa, og givet en 1-5 rangering i forhold til klimahensyn. Kun 9% af aktiverne har indtil videre opnået den højeste score på 5, og disse bliver fremhævet på en online platform. Målsætningen er at bedømme mere end 5000 kapitalfonde. Initiativet blev i september 2017 hædret som det mest innovative Climate Finance Tool på Sustainable Investment Forum konkurrencen organiseret af UNEP Finance Initiative og Climate Action.

Vi samarbejder også med Mission Innovation (MI), et internationalt initiativ, som blev lanceret den 30. november 2015 på åbningsdagen for COP21 i Paris, hvor også Danmark er medlem. Ledet af Dennis Pamlin fra vores svenske partnerorganisation Research Institutes of Sweden (RISE), lancerer EIT Climate-KIC og MI nu initiativet Avoided Emissions Framework, hvor målet er at fremhæve og således øge investeringerne i løsninger, der afværger C02-udslip. ”Vi må ikke glemme, at der faktisk er folk derude, der har antaget helt nye måder at tænke på, og som allerede sælger de CO2-minimerende løsninger. De er de ægte klima-helte, og vi må sørge for at identificere dem og kanalisere investeringer deres vej,” udtaler Dennis Pamlin til Environmental Finance.

EIT Climate-KIC støtter selv op under start-ups, der har lovende løsninger, blandt andet den schweiziske virksomhed, Climateworks, der har udviklet storskala ”ventilatorer”, der opfanger CO2 og sender drivhusgassen videre til drivhuse, hvor planter optager kulstoffet. Her i Danmark understøtter vi Matter, tidligere Penstable, der i partnerskab med Skandia, gør det muligt at investere din pension bæredygtigt.

EIT Climate-KIC er på en mission for et bæredygtigt samfund, og vi samler blandt andet de nævnte partnere og iværksættere samt op til 600 interessenter fra den finansielle sektor til Climate Innovation Summit – Mission: Finance, der bliver afholdt i Dublin Castle i Irland den 6-8. november i år. En opfordring er hermed givet til investorer og den finansielle sektor: Kom med på den grønne investeringsbølge!

Mere fra Susanne

Susanne Pedersen

Managing Director

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere