06.11.2015  |  Klima, miljø og energi

Kærlighedens kildevand

Indhold fra partner Hvad er dette?

Det er en principiel ret at have adgang til rent drikkevand. Det tænker de færreste, der gæster Roskilde Festival, på, men det har LoveSpring sat sig for at ændre. På halvdagskonferencen Innovative Partnerskaber d. 8/12 fortæller de historien.

Det startede som en god idé hos Andreas Papadakis for 8 år siden og efter en længere periode i lavt gear, er det nu ved at komme op i omdrejninger og vinde fart. LoveSprings drikkedunk er et opgør med den køb-og-smid-væk mentalitet, der kommer til udtryk, hver gang vi køber en flaske drikkevand. Men det er også en kamp for en langt større sag: den principielle ret til rent drikkevand, lige meget hvor du bor i verden, og hvilket socialt lag du tilhører. Roskilde Festival har haft en aktiv finger med i LoveSprings succes, og det er initiativets stifter dybt taknemmelig for, også af meget personlige årsager:
 
”Roskilde Festival har betydet en kæmpe forskel for os. De har givet os en fantastisk eksponering og klart været den af vores samarbejdspartnere, som har gjort mest for, at LoveSpring i dag er en blomstrende forretning, der kan støtte rent vand rundt omkring i verden. Festivalen har jo lånt os de unge menneskers ører, så vi har kunnet fortælle historien til en ny generation og komme ud med vores budskaber om vand. Når de unge får hældt vand op i vores drikkedunke, bliver de gjort opmærksomme på det store, basale behov, der er for rent vand steder i verden, hvor de ikke er så forkælede med godt drikkevand, som vi er her i Danmark. Der kan man ikke bare tage en drikkedunk og fylde vand på fra hanen. Så når de står der og er tømmermandsramte og så hører, at de støtter et godt formål, ja, så gør det dem dobbeltglade.”

Roskilde Festival - en dannnelsesinstitution
Og Andreas Papadakis ved, hvad han taler om, for han har selv været fast inventar på festivalen i over 20 år og nydt rock’n’roll, fest og glade dage, som han udtrykker det. Det har i høj grad præget ham og påvirket hans syn på verden. Faktisk ser han festivalen som en af Danmarks vigtigste dannelsesinstitutioner, der gennem sit sociale engagement hvert år viser mere end 100.000 unge, at der findes et højere formål end at tilfredsstille sine egne behov, nemlig at gøre gavn i verden. Det syn er det perfekte match til LoveSpring, og derfor har samarbejdet også været gnidningsfrit og ført konkrete resultater med sig:
 
”Roskilde Festival er en stor organisation med mange frivillige, og der kan være lidt lang vej ind til dem, der træffer beslutningerne. Men vi er blevet bedre, og de er blevet bedre til at håndtere sådan nogle som os, og der har aldrig været problemer. Tværtimod har det, at vi har fået deres støtte og lånt deres platform, gjort, at vi ikke har skullet stå med hatten i hånden, men har kunnet komme bredt ud med vores forretningskoncept. Det kræver jo noget, når prisen ikke altid er konkurrencedygtig, fordi det er historien, der bærer produktet. Senest er vi blevet kontaktet af et nystartet teleselskab, som blev tiltrukket af, at vi forærer vores overskud væk til gode formål i stedet for til aktionærer. ”
 
LoveSpring har en drøm om, at de som social entreprenør kan bidrage til at udligne nogle af de sociale uligheder i verden. De er selv startet som en spire, der har vokset sig stærk på en samfundsnyttig dagsorden, og den læring vil de gerne give videre til unge iværksættere.

Nye bundlinjer
Andreas Papadakis nærer i det hele taget et håb til, at vores tids virksomheder i højere grad stræber efter flere bundlinjer end kun den ene og mod at have en klar vision for et bedre samfund. For hans egen virksomhed har den økonomiske balance altid haft mindre betydning end den store dagsorden, der er dens fundament:
 
”Ingen skal mangle rent drikkevand! Så enkelt er det. Vand er fundamentet for alt liv her på jorden. Jeg bilder mig ikke ind, at det kan nås i min levetid, men kan jeg skubbe til en holdningsændring til, hvordan vi drikker vand, så har jeg opnået meget. Vi har virkelig behov for at få en debat på det punkt. For det er da underligt, at selv om vi har noget af verdens bedste vand i vores haner, så er salget af vandflasker stigende. Vi skal have ændret fokus hos folk, så det bliver lige som med mobiltelefoner. Dem har vi altid på os, i vores taske. Vi kan ikke drømme om at gå hjemmefra uden at have dem med. Sådan skal det også være med drikkedunken – den skal vi også altid have med, fyldt op med frisk vand fra hanen.”
 
Andreas Papadakis og LoveSpring er én blandt halvdagskonferencens 11 stærke cases på innovative partnerskaber, der har vokset sig stærke i Roskilde Festivals rugekasse. De mange cases bærer vidnesbyrd om en festival, som ikke går af vejen for et godt bæredygtighedssamarbejde, men også om hvor langt partnerskaber mellem vidt forskellige virksomheder og organisationer kan føre, når bare viljen til samarbejde er der. De andre cases er: Madkulturen/Superbrugsen, Naturmælk, ROCKWOOL International, Husbryggeriet Jacobsen, CBS, Grundfos Fonden, Tuborg, Hansen Is, Det Runde Bord og Dropbucket.
 
Konferencen afholdes i et samarbejde mellem Roskilde Festival og Landbrug & Fødevarer og med CSR LINK som initiativtager og facilitator. Moderatorerne for dagen er Rikke Rønholt Albertsen fra Verdens Bedste Nyheder og Kitte Wagner fra Askov Fonden, begge organisationer der har nydt godt af samarbejdet med festivalen. Arrangementet finder sted d. 8. december kl. 13.00 – 17.30 på det historiske Axelborg i hjertet af København. Læs mere om dagen og tilmelding på www.csr-link.dk.

Tags: CSR LINK

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere