28.02.2019  |  Samfund

Indspark: Kammeradvokaten forlænger partnerskabsaftale med entreprenørskabsfond

For fjerde år i træk indgår Kammeradvokaten partnerskab med Fonden for Entreprenørskab. Målet er at styrke og opfostre innovation og entreprenørskab blandt børn og unge allerede i skolen og under uddannelse.

Når tusindvis af børn og unge deltager i en af Fonden for Entreprenørskabs årlige aktiviteter eller konkurrencer, vil de højst sandsynligt komme til at stifte bekendtskab med en advokat fra Kammeradvokaten.

Kammeradvokaten og Fonden for Entreprenørskab har netop forlænget den partnerskabsaftale, der for første gang blev indgået i 2016. Siden da har Kammeradvokaten været en aktiv partner i Fonden for Entreprenørskabs arbejde for at udbrede og forankre innovation og entreprenørskab på alle uddannelsesniveauer.

- Innovation er i dag et nøgleord for Kammeradvokaten, hvor det er dybt forankret i vores strategi og kultur bl.a. gennem vores LegalTech-fokus på at skabe nye digitale services og løsninger. Derfor er partnerskabet med Fonden for Entreprenørskab også særlig meningsfuldt, fordi vi herigennem aktivt hjælper med at udbrede vores juridiske viden i tæt samspil med innovative tiltag. Vi fordrer selv en innovativ kultur, hvor alle medarbejdere opfordres til at bidrage med kreative ideer til juridiske tiltag. På samme måde rækker Fonden for Entreprenørskab med deres stærke indsatser bredt ud til børn og unge for at opdyrke en innovativ entreprenørtankegang, og de tiltag vil vi meget gerne støtte op om, siger Tomas Ilsøe Andersen, Managing Partner hos Kammeradvokaten/ Advokatfirmaet Poul Schmith.  

Kammeradvokaten bidrager med et sponsorat og flere advokater deltager som dommere i entreprenørskabskonkurrencer afholdt af Fonden for Entreprenørskab. For eksempel Company Programme, Start Up Programme og Danish Entrepreneurship Award. Fælles for alle konkurrencer er, at de unges ideer vurderes og bedømmes af erfarne folk fra erhvervslivet.

Engagement fra erhvervslivet er vigtigt
I Fonden for Entreprenørskab glæder man sig over, at Kammeradvokaten har lyst til at fortsætte partnerskabet, og på den måde være med til aktivt at styrke iværksætterlysten hos de mange kreative elever og studerende landet over.

- Vi er glade når en virksomhed som Kammeradvokaten fortsat bliver ved med at engagere sig i Fondens arbejde. Med deres erfaring og knowhow fra den virkelige verden, er de uvurderlige dommere, sparringspartnere og rådgivere for de unge mennesker, som deltager i vores entreprenørskabskonkurrencer og -aktiviteter, lyder det fra Christian Vintergaard, administrerende direktør i Fonden for Entreprenørskab, og uddyber:

- Vi værdsætter vores partnerskaber højt i Fonden for Entreprenørskab. Vi er utrolig taknemmelige når virksomheder og organisationer vælger at bidrage med sponsorater, investering af tid og engagement i vores arrangementer. Vores partnere og store netværk af frivillige gør en kæmpe forskel for elever, studerende, lærere og undervisere, som beskæftiger sig med entreprenørskabsundervisning, slutter Christian Vintergaard.

Mere fra Grith

Grith Okholm Skaarup

Kommunikationschef

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere