25.11.2016  |  Samfund

Indspark: Kan Danske Spil både tjene penge og hjælpe ludomaner?

I Danske Spil bliver vi dagligt udfordret på, hvor grænsen for at tjene penge til gode formål og risikoen for ludomani går.

Danske Spil er sat i verden for at tjene penge til gode formål. Vi er stolte af, at vi hver dag året rundt giver 3,4 mio. kr. i form af Udlodningsmidlerne. Udlodningsmidlerne støtter gode formål, og vi er stolte af, at vores overskud er med til at støtte alverdens projekter som Julemærkehjem, Mødrehjælpen og Spejderne samt er med til at sikre, at vores danske OL-udøvere opnår det bedste resultat siden de Olympiske Lege i London i 1948.

Men pengene til gode formål må ikke tjenes for enhver pris. Og der er en bagside af medaljen. For nogle er spil ikke den underholdning, som det er tiltænkt, og som statsejet virksomhed skal og gør vi alt, hvad vi kan, for at sikre spil med omtanke. Vi vil være den spiludbyder, der sætter CSR-standarden på spillemarkedet – Det er ikke bare noget, vi siger. Det er noget, vi gør.

Vi vil ikke tjene penge på sårbare grupper, og det er blandt andet derfor, at vi har oprettet LudomaniLinjen, hvor spillere og pårørende kan ringe ind – uanset hvilket selskab de spiller hos. LudomaniLinjen foretager også opkald ud til spillere, der har tegn på, at spillet måske har taget overhånd. De fleste tager godt imod dette tilbud, og vi har løbende fokus på, hvordan vi kan blive bedre til at forebygge ludomani.

Det er en hårfin balance at være en statsejet spillevirksomhed. Hvor synes du, grænsen går? Vi gør, hvad vi kan og arbejder løbende på at blive ved med at fastholde og udbygge positionen som den spiludbyder, der sætter CSR-standarden på spillemarkedet. Det er også derfor, at vi har takket ja til at deltage i Tania Ellis’ minikonference ”CSR kriser & Dilemmaer” i næste uge. Jeg glæder mig til at drøfte ansvarlighed i spilbranchen og dilemmaerne mellem ansvarlighed og forretning.

Tags: Ludomani

Mere fra Stine

Stine Hove Marsling

Direktør, Corporate Communication & Branding

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere