28.10.2019  |  Klima, miljø og energi

Indspark: Kan man lave økologiske film?

Det er nok de færreste, der tænker over, om deres filmunderholdning er produceret klimavenligt eller ej. Men det bør vi måske tænke lidt mere over i fremtiden, for klassisk filmproduktion er på ingen måde nogen klimaduks.

Ved produktionen af eksempelvis Batman-filmen ”The Dark Knight” blev der brugt 500.000 dollars alene på benzin til filmholdets biler. Dertil kommer flyrejser for et filmhold på 900 personer rundt i hele verden samt forplejning og opbygning af filmsets, som kun skal bruges én gang.

I mindre skala gør dette sig ligeledes gældende i Danmark, hvor hele filmhold bliver fløjet til Østeuropa, fordi der er penge at sparre på produktionen og hvor halvfyldte plastikflasker til vand flyder alle vegne fordi fortravlede filmfolk kun har mulighed for at nå en enkelt slurk inden de skal tilbage på settet og derefter ikke kan genkende den flaske de har drukket af, så de må tage en ny flaske til den næste slurk. Vi ved det er sådan, fordi vi selv har gjort det.

Netop derfor har vi i Produced by sat os for at udvikle et filmkoncept, som ikke forurener. Ikke kun til os selv og vores kunder men også til inspiration for en hel industri. Og egentligt har det vist sig at være overraskende let at ændre på nogle enkle parametre, som gør en stor forskel.

Det første vi fik at vide af klimakonsulenter, da vi begyndte at undersøge, hvordan man kan producere grønne film er nok det alle industrier får at vide, når de vil lave en grøn omstilling, som ikke udelukkende skal være en let ”greenwasching” med køb af et par CO2-kvoter: I kan ikke købe jer til at være grønne I skal feje for jeres egen dør først.

Så vi begyndte at feje.

Transport af udstyr og mandskab er en af vores store klimasyndere. På vores grønne filmproduktioner forpligter vi os derfor til at prioritere den mest energivenlige transportform – skypemøde, cykel, gå, offentlig transport, el-bil - først.

Dertil kommer forbrug. Her har vi ofte et filmhold, som skal forplejes under produktionen. Det har vi løst ved at tilbyde vegetarisk mad på filmoptagelserne og bede alle vores medarbejdere om at have genanvendelige flasker med, som de kan få vand i. Alene dette har nedsat forbruget af plastik væsentligt.

Den sidste store klima-synder på filmproduktioner er brug af energi. Her har vi investeret i transportable solpaneler, som kan lade batterier op løbende på vores produktioner. Hvilket har vist sig at være overraskende effektivt. Desuden har vi sikret at vores leverandør af strøm til vores kontor investerer direkte i udvikling af vind og sol-energi i Danmark. Og for at gøre en ekstra indsats har vi investerer en del af overskuddet i klimavenlige projekter i U-lande tilsvarende til 5 tons CO2 om året.

Resultatet af disse 6 elementer har gjort, at vi med god samvittighed kan kalde vores filmproduktioner for Grønne film. Nogle elementer af produktionen er blevet en anelse mere besværlige – eksempelvis glæder vi os til at rækkevidden på el-kassevogne bliver længere. Det har været en besværlig og langsommelig proces, men det må det også være at eksempelvis gå fra konventionel landbrug til økologisk landbrug. Og den gode samvittighed er det hele værd.

Et ønske for fremtiden kunne være, at man laver en certificering af film, så man som forbruger kan se, at der er lavet denne ekstra indsats for at gøre filmen bæredygtig – ligesom der i dag findes certificering af træ, shampoo, økologi mv.

Grønne film er produceret efter følgende parametre:

  • Prioritering og anvendelse af bæredygtige transportformer: gå, cykel, offentlig transport og elbil.
  • Transportable solpaneler til opladning af batterier.
  • CO 2 -neutral el til kontoret.
  • Ingen plastikspild på optagelser, såsom engangsflasker og engangsservice.
  • Vegetarisk forplejning under optagelser.
  • 5 tons CO 2- kvoter til klimavenlige projekter i u-lande.

Kilde: https://producedby.dk/groenne-film/

Mere fra Ege

Ege Heckmann

Partner og filmproducer

Jeg er partner og medstifter af filmproduktionsselskabet www.producedby.dk Vores vision har altid været at skabe film, der gør en forskel for samfundet. Vi har udviklet konceptet Grønne film, hvor vi i produktionen tager hensyn til klimaet vha. grøn energi, miljøvenlig transport, vegansk mad og mindst muligt brug af emballage.

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere