24.04.2012  |  Klima, miljø og energi

Kantine sparer 250.000 på mindre madspild

Indhold fra partner Hvad er dette?

Kantinen på Vestas i Ringkøbing har i løbet af et år sparet 250.000 på at arbejde bevidst med at reducere madspildet.

Kantinen er -  sammen med bl.a. to andre VESTAS kantiner - en af deltagerne i AgroTechs store madspildsprojekt.

Hos Vestas har man et motto: ”As green as it gets”. Og der er ikke bare tale om tomme ord, ordene følges af handlinger. Medarbejderne har for alvor taget mottoet til sig, også i kantinekøkkenerne. Blandt andet derfor er det naturligt for Vestas at deltage i AgroTechs madspildsprojekt, og medarbejderne bakker 100 % op, faktisk er de ifølge Mona Bøndergaard (manager canteen and cleaning) vildt begejstrede. Mona forklarer:

”I Vestas ønsker vi at tage ansvar og gøre en forskel, så vi tænker bæredygtighed ind overalt i virksomheden også i kantinerne, og det er køkkenpersonalet meget optagede af”. Hun uddyber:

”Vi ved, vi har nogle udfordringer i forhold til madspild, for vi har svært ved at forudse, hvor mange gæster, der kommer i vores kantiner, det svinger fra dag til dag, hvis fx en hel afdeling er ude af huset, og der skal jo altid være mad nok til de sidste gæster”.

AgroTech har programmeret nogle vægte, som installeres i de tre kantiner. Vægtene er lette at betjene og her skal alt madspild registreres. AgroTech har udviklet et program, der serverer data på en lettilgængelig måde og dermed gør det let at følge udviklingen. På den måde får Vestas konkrete tal på madspildet, så de forud for en handlingsplan mod madspild ved præcist, hvor det største spild finder sted.

Mona Bøndergaard har en idé om, hvor det største spild finder sted (grønt, brød og den kolde buffet), men hun glæder sig til at få dokumentation og kunne sætte tal på, for det er ingen hemmelighed, at det største incitament for at arbejde med optimering af ressourcerne er at forbedre indtjeningen. Hun forventer sig derfor meget af de konkrete målinger af madspildet, for det er altid nemmere at tage fat, når man har det fulde overblik, så tal og statistikker er meget velkomne.

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere