22.01.2020  |  Strategi & ledelse

Indspark: Klima og verdensmål øverst på agendaen i 2020

Indhold fra partner Hvad er dette?

Bæredygtighed, klima og arbejdet med FN´s verdensmål kom for alvor på ledernes dagsorden i 2019. Og det kommer helt sikkert til at fylde endnu mere i det nye år.

Kalenderen afslører, at vi allerede er to tredjedele gennem januar. Det betyder for ledelserne i de danske virksomheder, at der er taget hul på de muligheder såvel som udfordringer, 2020 forventes at bringe.

Men hvad er det overordnet set især for muligheder og udfordringer, der venter i 2020?

Øverst på listen for mange af de ledere, jeg taler med, står bæredygtighed, klima og arbejdet med FN´s verdensmål. Det er ikke, fordi begreber som ”bæredygtig ledelse” og ”klimaansvarlighed” er nye på direktionsgangene i Danmark, men det er ikke desto mindre først her i 2019, at temaerne for alvor er kommet på agendaen. Og det står for mig helt klart, at de i det nye år kommer til at fylde endnu mere.

Skulle jeg have været bare det mindste i tvivl om, hvor meget disse emner reelt optager danske ledere, blev tvivlen endegyldigt begravet på konferencen Ledelsens Dag i slutningen af november, hvor omkring 800 top- og mellemledere lyttede til indlæg om og diskuterede bæredygtig ledelse. Jeg har sjældent oplevet et tema, som i dén grad optog alle de forsamlede ledere. Det var helt tydeligt for mig, at de alle – uanset hvilken type af virksomhed, de arbejder på, og uanset hvor i landet, de kommer fra – er ekstremt fokuserede på, hvordan de selv som ledere og deres virksomheder kan arbejde med verdensmål, bæredygtighed og ansvarlighed.

LÆS OGSÅ: Verdensmål højt på dagsordenen for ledere i Danmark

Og lederne har da også bare at tage disse udfordringer alvorligt af mange forskellige årsager. En af dem er – som flere oplægsholdere på konferencen var inde på – at ellers bliver de pågældende virksomheder ganske enkelt fravalgt af potentielle nye medarbejdere. Klimabevidste medarbejdere efterspørger handlingsplaner og målrettet fokus på klimaområdet, når de søger nyt job, og ønsker ikke at arbejde på en arbejdsplads, hvor holdningen er, at den slags problemer må andre løse.

Derfor må de ledere og virksomheder, som ikke allerede er i fuld gang med at opstille konkrete, realistiske mål og lave planer for klimaindsatsen, se at komme i gang fra starten af 2020. Rom blev ikke bygget på én dag, men man kan altid starte i det små ud fra devisen, at hver en indsats har en værdi. Og så er det en rigtig god idé at inddrage medarbejderne i processen og lade dem komme med konkrete forslag til ting, der kan gøres anderledes og mere bæredygtigt.

Lederne skal efter min mening gå forrest og være rollemodeller på dette område, og føler man sig ikke tilstrækkeligt godt klædt på med viden til at initiere sådanne processer, er der god hjælp at hente på kursus- og kompetenceudviklingsmarkedet. Så også, så når der planlægges lederuddannelser og -kurser for det kommende år, bør klima- og bæredygtighedsindsatsen således være i fokus.

Blandt de andre udfordringer, mange ledere kommer til at stå med i 2020, er manglen på arbejdskraft – herunder hvordan vi kan gøre det attraktivt for seniorerne at blive på arbejdsmarkedet, og hvordan vi kan ansætte flere bachelorer i ledige stillinger.

Digitalisering vil også i 2020 blive en stor udfordring. Vi har gennem efterhånden flere år talt om nye digitale muligheder og det, der lidt karikeret er kaldt ”robotternes indtog”. Men ledelsesopgaven med at få det maksimale ud af de nye muligheder og at få omstillet arbejdsstyrken er ingenlunde afsluttet.

Endelig er jeg også nødt til at nævne ligestilling og forskellen på de vilkår, mænd og kvinder tilbydes på det danske arbejdsmarked, som et tema, der også i det nye år bør have endog meget høj prioritet. Skulle man få den tanke, at problemerne med eksempelvis forskellen på mandlige og kvindelige lederes løn er løst, kan man bare tage et kig på Ledernes nye lønstatistik, som blev offentliggjort før jul. Mens en mandlig leder i Danmark i snit tjener 62.155 kroner om måneden, må en kvindelig lederkollega nøjes med 53.868 kroner, altså en forskel på 8.300 kroner og 13,3 procent mindre. Renser man tallene for de forskelle, der skyldes blandt andet branche og uddannelse, lander den korrigerede forskel på 6,7 pct. i mændenes favør.

LÆS OGSÅ: Kvinders lange barsel kan blive ved i generationer

Det er triste tal for kvinderne – men i høj grad også for dansk erhvervsliv og det danske samfund. I et lille land som vores er det helt afgørende, at vi udnytter talentmassen så godt som overhovedet muligt, og derfor håber jeg virkelig, at 2020 bliver året, hvor der for alvor bliver sat skub i kvindernes løn- og karriereudvikling.

Godt nytår!

Mere fra Ledernes Hovedorganisation

Ledernes Hovedorganisation

https://www.lederne.dk/

  • 3283 3283
  • Vermlandsgade 65, 2300 København S

For Lederne er bæredygtig ledelse vejen til at realisere verdensmålene til gavn for økonomi, organisationer og mennesker. Derfor sætter vi fokus på bæredygtig ledelse.Lederne er en interesseorganisation for ledere og andre betroede medarbejdere. Som en del af Ledernes Hovedorganisation repræsenterer vi mere end 127.000 medlemmer, og vi har som den eneste faglige organisation i Danmark specialisere…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere