Klimaudstilling indtager Københavns Lufthavn
25 mini Cool Globes, som er udsmykket af børn og unge fra hele verden, skal udtrykke enkle måder at bidrage til et bedre klima på - i Københavns Lufthavn.
På Metrostationer i hele hovedstaden vil man møde de store og tonstunge glober, som er en del af den internationale klimaudstilling Cool Globes. På Kgs. Nytorv har man placeret hovedudstillingen med hele 14 glober. Nu tilføjes så mini Cool Globe-udstillingen i Københavns Lufthavn.
Cool Globes handler om, at vi vil motivere til tanker, samtaler og konkret handling i forhold til vores klima. Med mini Cool Globes-udstillingen i Københavns Lufthavn får vi endnu en platform at udstille og kommunikere fra. At det samtidig er glober dekoreret med kunst og budskaber fra børn og unge i hele verden, synes jeg er utrolig vigtigt, da det er de selvsamme børn og unge, vi med handling nu og her, kan sikre en bæredygtig fremtid, siger Cool Globes danske arrangør Lars Thordahl.
Cool Globes Copenhagen præsenteres i Danmark af Experiencepartner. Projektet er blevet til med opbakning fra projektets to hovedsponsorer Metroen og R98. Sammen med Københavns Lufthavn er det virksomheder, der også i dagligdagen gør en aktiv indsats for en klimavenlig drift. Cool Globes Copenhagen kan fra den 13. november og frem til nytår opleves på Kgs. Nytorv samt udvalgte metrostationer, mens mini Cool Globes altså ses i Københavns Lufthavn.
-JR