Kontant belønning til CO2-besparende gartnerier
En række østjyske gartnerier er begyndt at skære ned på deres CO2-udledninger de bliver nemlig kontant belønnet for det.
Kontant belønning for at skære ned på CO2-udslippet. Den opskrift er der en hel del østjyske gartnerier, der synes rigtig godt om og samme årsag har taget til sig. Det skriver dr.dk. Belønningen bliver leveret af AffaldVarme Århus, der er den største leverandør af fjernvarme i Østjylland, og som har tilbudt at købe de energibesparelser, gartnerierne kan opnå. Således kan gartnerierne få dækket op mod halvdelen af de udgifter de har i forbindelse med energibesparende investeringer.
Det giver en god forbedring af deres likviditet, som kan være med til at støtte de hårdt betrængte drifter, som gartnerierne er, siger leder af energirådgivningen hos AffaldVarme Århus, Bent Olsen, til DR. Han kan anbefale flere metoder, hvorigennem et større gartneri kan spare op mod 20 % af sit energiforbrug.
Som det mest effektive kan man sætte gardiner op, som holder på varmen, og som det næste kan man justere sit varme- og ventilationsanlæg, sådan at man får fuld udnyttelse af den varme, man pumper ind, siger Bent Olsen.
Andre metoder kan være et forbedret lysanlæg, bedre isolering og tætning af de enkelte drivhuse. Tiltag som disse har eksempelvis sparet gartneriet Knud Jepsen i Hinnerup for mere end 3.700 MWh, svarende til 210 parcelhuses årlige forbrug og i alt mere end 800 ton CO2.
-AK