Kursen er sat mod en bedre verden
Erhvervsstyrelsen har taget initiativ til projektet: Kurs mod en bedre verden, der skal sætte fokus på, hvordan danske rederier kan skabe sociale og miljømæssige fremskridt verden over.
I sidste uge blev projektet Kurs mod en bedre verden skudt i gang med et kick-off seminar hos Danmarks Rederiforening.
Som led i projektet gennemføres en makro- og mikroøkonomisk analyse af, hvordan søfart på forskellig vis bidrager til globale fremskridt - særligt i forhold til udviklingslande og de nye vækstmarkeder.
CSR-emner på dagsordenen
Blandt de ca. 40 deltagere var rederier, organisationer, NGO, forskere. Seminarets hovedtaler var Regnia Asartiotis fra UNCTAD - FN's handels- og udviklingsorganisation i Génevé. Regina talte om rederibranchens betydning for global handel og klimaforandringer.
Herefter var der debat og spørgsmål om blandt andet leverandørstyring, anti-korruption og pirateri som alle er emner projektet vil belyse.
Projektet udføres af Erhvervsstyrelsen, Copenhagen Economics, Global CSR og CSR on Board i samarbejde med Danmarks Rederiforening.
Bag finansieringen står Den Danske Maritime Fond, Lauritzen Fonden, Orient's Fond og Torm Fonden.