17.07.2012  |  Klima, miljø og energi

Landmændene tømmer kassen

Danske landmænd har fået øjnene op for EU's støtte til miljøprojekter. Tidligere røg EU millionerne retur, men i år har Fødevareministeriet modtaget langt flere ansøgninger end tidligere til puljen på 134 millioner kroner.

Miljøbevidstheden spirer hos de danske landmænd, der har fået færten af EU's miljømillioner. Det mærker Fødevareministeriet, der for første gang i flere år har måttet afvise nogle af landmændene. De skuffede ansøgere afvises, fordi der nu er for mange, der opfylder støttens kriterier, og som gerne vil have del i pengene til deres miljøprojekter.

Bliv ved med at søge
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) opfordrer alle de,der fik et afslag til at prøve igen til næste år.

”Det er langt de fleste, der har fået deres ansøgninger igennem i år, så man skal ikke lade sig stoppe af et afslag, men prøve igen næste år. Det ville være ærgerligt, hvis vi bliver nødt til at sende penge tilbage til EU igen til næste år, fordi landmændene opgiver at søge”, siger hun i en pressemeddelelse. 

Efterspørgslen på EU's hjælpende hånd er steget i takt med, at det danske landbrug bevæger sig i en bæredygtig retning, der tænker ansvarlighed ind i produktionen i større udstrækning end tidligere. EU's landbrugsstøtte på 134 millioner kroner går blandt andet til økologiske landmænd, der dyrker deres marker uden brug af sprøjtemidler.

Mere fra

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere