07.08.2012  |  Strategi & ledelse

Indspark: Indspark: Mødet med overmanden

Anne-Louise Thon Schur fortæller i dette blogindlæg om, hvad det helt nøjagtigt er, vi kan lære af kineserne og inderne.

Forleden havde jeg en bordherre med megen erfaring. Han havde produceret tæpper i Indien og Kina siden 1965. Jeg har rejst i Afrika og Kina siden 1999, og synes jeg ofte, at jeg er lidt af en ekspert på leverandørforhold, men her havde jeg lejlighed til gennem seks stive retter at fritte min bordherre omkring historie og kulturforskelle. Jeg mødte min overmand.

Annonce: (Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vi talte især om, at det er dybt, dybt naivt at tro, at det eneste vi kan lære af kineserne og inderne er, at de skal opdage vores honningkage og investere i Danmark. Han fortalte mig fx at for langt over 20 år siden begyndte indkøbere at interessere sig for børnearbejde,  og mange kæder ønskede ikke at købe produkter fra Indien og Kina fordi leverandøren ikke kunne forsikre, at man ikke have børnearbejde i produktionsprocessen.

Manglende fokus på menneskerettigheder vil forsvinde
Der er løbet meget vand i åen siden. I skrivende stund har den kinesiske stat fokus på at reducere vandforbruget, og forventes de kommende 10 år at investere 3.700 milliarder kr. i vandprojekter. De penge vil de danske virksomheder gerne have fingrene i. Vi mener, at vi med vores vandteknologi kan lære kineserne noget om vand og spild. Vi mener også, at vi kan lære kineserne noget om CSR; klima, menneskerettigheder, anti-korruption og arbejdstagerrettigheder.

"Det går så hurtigt for de kinesiske virksomheder, at vi om ti år er sakket langt bagud, også når det drejer sig om CSR"

Anne-Louise Thon Schur

Det mente min bordherre ikke. Min bordherre sagde, ”når en kineser sætter sig for noget, så skabes der også resultater”. Jeg vil give ham ret. Hvis kineserne lærer, hvordan man skal bruge CSR til at skabe konkurrencefordel, så står de danske virksomheder ikke længere forrest, når der skal vælges leverandør udfra etiske principper.

Vi lever med en formodning om, at vi er lidt bedre og lidt foran. Det er vi måske også lige nu, men det går så hurtigt for de kinesiske virksomheder, at vi om ti år er sakket langt bagud, også når det drejer sig om CSR. Det at vi i vores kultur har en særlig opfattelse af demokrati, menneskerettigheder, som vi er i vores gode ret til at have, skal ikke blive en sovepude, der forhindrer os i at forstå andre kulturer og i at vi gør os umage med at blive gode samarbejdspartnere.

Drop den danske arrogance
Det bringer mig til, hvad vi blev enige om, at vi kan lære af kineserne.

Vi skal lære at være mere lydhør over for en kultur, der på mange måder er vores overlegen. Vi skal lære at være ligeså omstillingsparate, at tilegne os nye processer med samme tempo, at læse og forstå vores konkurrenter og modspillere og at kommunikere med dem i øjenhøjde. Vi skal droppe arrogancen og troen på at vores kultur er længere fremme og at vores Code of Conduct er leverandørbiblen. Sådan er det ikke. I følge min bordherre, så går der ikke længe før kineserne sender en Code of Conduct til os. Så kan vi lære det, kan vi.

På en regnvejrsdag fristes jeg til at sige, at vi har mødt vores overmand. Når solen skinner hælder jeg mere til det synspunkt, at hvis vi gør os umage og holder tempoet højt, kan vi blive en god CSR-samarbejdspartner for kinesiske virksomheder.

Mere fra Anne-Louise

Anne-Louise Thon Schur

Director, Head of Sustainability and International Development

I work for SDGlead as a Partner. I advise clients in the area of sustainability, CSR and international development. I have been working with major projects a number of different clients, e.g. one of the world’s largest toy manufacturer, a Big Pharma company, as well as companies within industries, such as oil, wind, technology, telecoms, dairy, discount retail and biotech. I advise the publi…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere