03.12.2018  |  Klima, miljø og energi

Indspark: Manglen på transportører stiger stadig – hvornår vågner danske virksomheder op?

Der er lige nu voldsom mangel på transportører – ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Konsekvensen er flaskehalse i transportflowet, som betyder, at vareleverancer forsinkes, og virksomheder taber penge. Det er på tide, at vi optimerer logistikken.

Der er lige nu voldsom mangel på transportører – ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Konsekvensen er flaskehalse i transportflowet, som betyder, at vareleverancer forsinkes, og virksomheder taber penge. Alligevel kører knap fire ud af ti lastbiler rundt uden læs. Det er på tide, at vi ser realiteterne i øjnene og optimerer logistikken.

Antallet af transportører er markant faldende, hvilket resulterer i en voldsom mangel på samme. Desværre ser fremtidsudsigterne ikke meget bedre ud. Tværtimod. Knapheden bliver nemlig kun større, og problemet spidser især til, fordi vi lige nu befinder os i en højkonjunktur, hvor mængden af varer, der skal fragtes fra A til B, stiger.

En tredjedel kører rundt uden læs

Der skal ikke mange børnehavebørn til for at regne ud, at forholdet mellem udbud og efterspørgsel er usundt og skaber en voldsom ubalance i transportflowet. Det rammer virksomheder på tværs af alle brancher, der er afhængige af at få transporteret produkter hver dag. Det ser vi allerede konsekvenserne af nu.

Officielt er der tale om 30-38 procent lastbiler, der har kørt rundt med halv- eller helt tomme gods inden for det sidste år. Det er altså cirka en tredjedel af alle lastbiler, der kører rundt uden læs.

Det er paradoksalt, at man stadig arbejder på den måde og ikke udnytter bilernes kapacitet på trods af, at der er så stor knaphed – især på de korte distancer på 150-200 km, som er der, hvor vi rigtig ofte ser tomme kørsler herhjemme.

Transportørmanglen og transportpriserne stiger

Når der ikke er nogen transportører tilgængelige, stiger transportpriserne selvsagt også. Faktisk reagerer markedet lige nu med prisstigninger på mellem 5-30 procent. I hele Europa. Og service-villigheden falder i samme takt.

Manglen på transportører er også et direkte resultat af, at kravene til vognmandsuddannelsen er blevet mere omfattende, hvilket betyder, at færre søger ind på uddannelsen.

Og det hjælper ikke ligefrem på statistikken, at fremtiden er uvis i forhold til, hvornår transportørerne skal frygte at blive erstattet af selvkørende lastbiler. Hvorfor tage en uddannelse nu, som du måske skal smide på hylden igen om 10 år?

Mange unge, nyudlærte chauffører fortæller, at de har svært ved at få faste jobs, da vognmændene kræver flere års erfaring, hvilket jo er umuligt, når man netop er udlært.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Transportens Arbejdsgivere (ATL) tidligere på året stillede garanti for, at alle, der gennemfører grundforløbet som transportør, nu kan få en læreplads i en virksomhed. Netop for at sikre, at antallet af nyuddannede fragtmænd ikke ender med at stagnere fuldstændigt.

Et godt tiltag. Dog har vi endnu ikke set nogle klare tegn på, at denne garanti virker. Og det løser heller ikke problemet her og nu. Så hvad kan vi gøre – lige nu?

Fyld nu bilerne!

Den store ubalance skyldes og rammer især de virksomheder, som stadig bruger de hvide byttepaller. Den hvide byttepalle er noget, de enkelte virksomheder køber og derfor skal have fragtet retur igen, når varerne er læsset af. Det vil sige, at pallerne fragtes retur uden læs. Det øger efterspørgslen på transportører og mindsker tilgængeligheden yderligere.

Samtidig er det en direkte omkostning for transportørerne, da denne byttepalle-service ofte er inkluderet i prisen, hvilket betyder, at transportøren reelt set fragter paller retur uden økonomisk kompensation.

De hvide byttepaller er med andre ord en stopklods, der udfordrer det i forvejen store pres på transportører. Transportørerne har reelt ikke tid eller ressourcer til at køre retur med de tomme paller, som forsinker transportflowet. Det er vanvittigt ineffektivt og omkostningstungt for alle.

Transportsamarbejde sparer 710.000 tomme km

I CHEP har vi nu taget sagen i egen hånd og etableret et transportsamarbejde, som vi kalder Transport Collaboration Project.

Det er et deleøkonomisk projekt med det formål at gå sammen med en række virksomheder for at få fyldt lastbilerne. Fordi det giver mening. Og vi er i øvrigt altid interesserede i henvendelser fra nye aktører – både producenter, transportører og detailhandlere – der ønsker at være med.

Ved at samarbejde optimerer vi nemlig ikke bare transportflowet, men sparer rent faktisk også penge for den enkelte virksomhed, fordi fragten deles. For slet ikke at nævne den markante mængde CO2-udslip, der automatisk elimineres.

I England har vi fx helt konkret sparet 710.000 kilometers kørsel uden læs, 768 ton CO2 og cirka 1 mio. kroner – alene ved at samarbejde om transporten.

Med andre ord: Der er brug for, at vi optimerer logistikken, og der er rent faktisk et stort potentiale at hente. Men det kræver, at virksomheder på tværs af brancher vågner op og tager ansvar, vælger at samarbejde og ændrer den måde, de transporterer varer på i dag.

Denne artikel er en del af temaet I fokus: Transportens vej til CO2-fri

Mere fra Torben

Torben Lund

Nordic Manager

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere