Marabou laver chokolade-regnskov
Tropiske planter, eksotiske dyrelyde, damp, dis og duften af chokolade indtager to danske banegårde for at fortælle danskerne om organisationen Rainforest Alliance.
Hovedbanegården i København og Banegården i Århus omdannes til regnskov i henholdsvis denne og næste uge, når Marabou Premium og ejeren Kraft Foods formidler budskabet om Rainforest Alliance, skriver markedsforing.dk. Anledningen er, at Kraft har indgået et samarbejde med Rainforest Alliance, der arbejder for at redde regnskoven og støtte de mennesker, der lever i og af den - blandt andet som kakaobønder. Udover at fortælle om den uafhængige organisation, byder Kraft Foods på smagsprøver og en kop økologisk Gevalia, der ligesom chokoladen er Rainforest Alliance-certificeret. Parterne har gjort deres til, at den miljømæssige belastning er minimal i forbindelse med eventen, hvorfor alle informationsmaterialer er fremstillet på miljøcertificeret genbrugspapir, ligesom alle standere og plancher er sat op på bæredygtige materialer fremstillet af blandt andet bambus.
-JR