Meningsmåling: Vi vil have grøn vækst
Næsten 75 procent af danskerme mener, at det er en god idé at målrette de offentlige vækstpakker til grønne formål, mens der er mere begrænset støtte til stimulering af boligmarkedet. Det viser en ny meningsmåling som analyseinstituttet Interresearch A/S har udført for Danmarks grønne tænketank CONCITO.
Interresearch har den 29.-30. august spurgt et repræsentativt panel af 1.277 personer om deres holdning til de vækstpakker, som har været et centralt tema her i starten af valgkampen.
29,8 procent af befolkningen mener, at det i høj grad er en god idé at målrette de offentlige vækstpakker til grønne formål, mens 42,6 procent mener, at det i nogen grad er en god idé. Kun 3,9 procent mener slet ikke, at det er en god idé.
Mens et stort flertal af befolkningen ønsker, at væksten styres i en grøn retning - for eksempel fradrag for energibesparelser i private hjem og investeringer i vedvarende energi, er der relativt få, der støtter forslaget om stimulering væksten gennem fjernelse af tinglysning og ejendomsskatter som foreslået af Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og SF. Kun 14,1 procent af befolkningen støtter i høj grad forslaget om at gøre bolighandler billigere, mens 25,9 procent støtter det i nogen grad. 26,5 procent støtter slet ikke dette forslag.
CONCITOs direktør Thomas Færgeman glæder sig over meningsmålingen:
Mens VK og S-SF har fokus på, at skabe vækst ved at få gang i bolighandlerne og det private forbrug af fladskærme, møbler og samtalekøkkener, har et massivt flertal af befolkningen fokus på, at væksten skal bidrage til at løse de miljøudfordringer, vi står over for. Det bør give stof til eftertanke i de politiske partier, siger Thomas Færgeman.
Læs mere om undersøgelsen på CONCITOs valgkampsblog, Klimakryds, hvor CONCITOs formand Martin Lidegaard og CONCITOs direktør Thomas Færgeman hver dag kommenterer aktuelle politiske udspil i et klimaperspektiv: http://klimakryds.wordpress.com
-KPE