Milliardinvestering i Better Place
En kreds af investorer med HSBC i spidsen skyder 350 millioner dollars i virksomheden Better Place, der dermed bekræfter sin status som verdens førende udbyder af infrastruktur til elbiler.
Hvis verden skal have held til at reducere sit CO2-udslip i fremtiden, så vil udbredelsen af elbiler være et vigtigt skridt på vejen. Her har virksomheden Better Place markeret sig som markedets førende i små to år, siden man offentliggjorde sit første elbil-partnerskab og påbegyndte den første nationale udrulning af infrastruktur til opladning af elbiler i Israel. Nu befæstes den position så, med underskrivelsen af en aftale, der sikrer Better Place en investering på 350 millioner dollars, over 1,8 mia. danske kroner. Bag investeringen står banken HSBC sammen med Morgan Stanley Investment Management og Lazard Asset Management. Aftalen, der bringer Better Places markedsværdi op på 1,25 mia. dollars (ca. 6,5 mia. kr.), er en af de største clean tech-investeringer nogensinde, og vækker naturligt nok glæde hos virksomhedens skaber.
I dag (mandag d. 25. januar, red.) afslutter vi en yderst grundig proces med underskrivelse af en aftale, som betyder, at en af verdens største og mest konservative banker har valgt at investere i en privat virksomhed, der arbejder fokuseret på at bringe innovation til den globale automobil- og energiindustri, siger Shai Agassi, grundlægger af og CEO i Better Place. Som led i aftalen får HSBCs Head of Global Capital Financing, Kevin Adeson, en plads i Better Places bestyrelse. HSBC vil fremover eje ca. 10 procent af aktierne i selskabet.
Better Places batteriskifteløsning, som tager højde for de distancebegrænsninger, der er for elbiler med fastmonteret batteri, giver forbrugerne et attraktivt alternativ til nutidens benzin-, diesel- og hybridbiler til en fornuftig pris. Vi forventer, at Better Places løsning vil blive vidt udbredt i mange lande og byer, særligt i markeder hvor der er politisk opbakning, til udbredelsen af elbiler, siger Adeson.
-AK