Millionstøtte fra Siemens til danske forskere og studerende
Siemensfonden og Siemens Wind Power vil i løbet af 2010 uddele næsten en million kroner til 21 forskellige forskningsprojekter på læreanstalter over hele landet.
En bred vifte af danske forskere og studerende kan i det kommende år se frem til lidt ekstra midler til udstyr eller vidensformidling. Det er Siemensfonden og Siemens Wind Power der i alt vil uddele lige knap en million kroner til sammenlagt 21 forskellige forskningsprojekter på læreanstalter i hele Danmark.
Det er en stor fornøjelse for os hvert år at kunne hjælpe en række undervisere og studerende på vej i deres projekter. Siemens er en af verdens største teknologikoncerner og vi lægger meget vægt på et praktisk samarbejde med de danske undervisningsinstitutioner, siger kommunikationsdirektør i Siemens A/S, John Finnich Pedersen, i forbindelse med offentliggørelsen af donationerne.
I alt uddeler Siemensfonden omkring 400.000 kr. og Siemens Wind Power ca. 550.000 kr. Ud over konkret projektstøtte indgår også nogle årsaftaler om økonomisk tilskud til uddannelsesinstitutioner som Aalborg Universitet og Ingeniørhøjskolen i Århus. Som eksempler på konkret projektstøtte kan nævnes støtte til indkøb af udstyr inden for kemi og nanoteknologi på DTU, støtte til studierejse og indkøb af kemikalier til forskningsprojekt på Københavns Universitet og Ingeniørhøjskolen, der modtager støtte til indkøb af en mini-vindmølle til undervisning og forsøg.
-AK