05.02.2020  |  Klima, miljø og energi

Indspark: Modebranchens grønne omstilling er svøbt i genbrugsplastik - men er det nu også så bæredygtigt?

Indhold fra partner Hvad er dette?

I sidste uge løb Københavns Modeugen igen af stablen, og der er to ting som er helt sikre: Fokus på bæredygtighed er igen kæmpe stort - og mindst halvdelen af de “mere bæredygtige” styles er lavet af genanvendte materialer.

Det er selvfølgelig en forudsigelse, men den bunder i modebranchens egne løfter. Som en del af Global Fashion Agenda som 75 brands deltager i (heriblandt flere af de store Danske spillere) har branchen forpligtet sig til at sætte større fokus på cirkularitet og genanvendelse. Her er det især genanvendelse af tekstilfibre der fokuseres på og ses som den helt store miljøgevinst, hvor den ultimative drøm er, at vi kan blive ved med at bruge de samme fibre i et lukket kredsløb, der spytter den samme mængde nyt tøj ud hvert år.

Genanvendt polyester er det nemme valg i en grøn strategi

Mulighederne for genanvendte fibre er mange, og teknologierne spænder fra at være ældgamle (opkradsning af uld) til helt nye (Re:newcell hvor bomuldsrester fra produktionen nu kan laves om til cellulosebaseret tekstil). Alligevel er der især ét materiale, der dominerer både nyproduktion og genanvendelse – nemlig polyester. Ifølge Textile Exchange: Preferred fiber report fra 2018, dækker polyester 52% af al tekstilproduktion, der produceres i øjeblikket årligt 55 millioner ton polyester, og det er dermed den mest udbredte fiber i tøjproduktion. Markedsandelen af genbrugspolyester udgør 13% og er kun stigende.

 Mange store modebrands er begyndt at skilte tydeligt med bæredygtige materialer, fordi de ved, at forbrugerne efterspørger bæredygtige valg, og her ligger det lige for at skifte den konventionelle polyester ud med en genanvendt. Hvis man ser alene på aftrykket ved råmaterialet og fibrenes fremstilling giver det god mening at skifte en virgin fiber ud med en genanvendt. Men der er mange parametre, der skal i spil for at et produkt bliver mere bæredygtigt og for at vi kan vurdere, om én fiber er bedre end en anden i det lange løb - og det er netop det lange perspektiv, vi skal have mere på banen.

 Vi har de sidste år set en tendens til, at modebrands med grønne ambitioner skifter naturmaterialer som bomuld eller silke ud med genanvendt polyester som et led i at blive mere bæredygtige.

 Men en fiber er ikke bæredygtig i sig selv. Det kræver altid ressourcer at fremstille et nyt stykke tøj. Derfor er det vigtigt, hvis man vil tale om bæredygtige produkter, at man ser på både produktets anvendelse og med omhu vælger den fiber, der giver bedst mening at bruge til netop dét produkt. Man bør altså indtænke aftrykket fra hele produktets levetid og hvad der kan ske med det, når det ikke skal bruges mere. For det, der virkelig gør en forskel, er at skabe det bedst mulige produkt, som vil holde længe både funktionelt og æstetisk og være af en kvalitet, vi som forbrugere sætter pris på og derfor passer godt på. I den forbindelse bør designerne stille sig selv det kedelige spørgsmål: Er dette produkt egnet til at være lavet af polyester, eller ville det blive bedre i et andet materiale?

Myten om det uendelige kredsløb gør ikke op med brug og smid væk-kulturen

Modebranchen, flot ført an af H&Ms recycling initiativ, er blevet gode til at fortælle om den endelige vision med at lukke kredsløbet og omdanne nye fibre af gammelt tøj. Derfor er der mange forbrugere, der fejlagtigt tror, at deres donerede tøj er indholdet i de nye genanvendte kollektioner. Desværre kunne det ikke være længere fra sandheden.

 En forsvindende lille del af det indsamlede tøj bliver genbrugt til fremstilling af nyt tøj, i følge en ECAP raport fra 2019 (Driving circular fashion and textiles). Størstedelen sælges som genbrug, særligt til mindre udviklede lande for at blive solgt der. Hvor tøjet efterfølgende ender når det er smidt ud der kan vi kun gætte på. Resten bliver nedgraderet til fiberfyld til forskellige industrier.

Under 0,1 ton bliver i følge Textile Exchange genbrugt til nye tekstiler.

Størstedelen af den genanvendte polyester, der bruges til tekstiler, kommer fra PET plastikflasker, ikke fra andet tøj, for vi har endnu ikke systemer til indsamling og sortering af tøj, der er gode nok. 

Det er klart, at det er bedre at genbruge et allerede fremstillet materiale frem for et råmateriale, som vi skal udvinde fra fossile kilder. Men et materiale må ikke stå alene som en bæredygtig løsning, uden at det er velovervejet, hvor og hvordan man bruger det.

Vi kan ikke løse overproduktion ved at producere og købe mere - selv hvis det er genanvendt materiale. I stedet skal vi producere færre og bedre produkter og købe ansvarligt ind som forbrugere.

Modebranchens altoverskyggende problem lige nu (Pulse of Fashion, 2019) er netop overproduktion, og mere tøj af genanvendt polyester sætter ikke en stopper for det. Slet ikke når forestillingen om, at tøjet cirkulerer og smeltes om, sandsynligvis er med til at opretholde et kunstigt højt forbrug, som vi ikke kommer uden om at sætte ned, hvis vi ønsker en bæredygtig udvikling.

Som hollandske designer Lidewij Edelkoort så simpelt siger det:

“Material innovation is only one stitch in the complex rebirth of fashion. Slowing down, streamlining production and editing collections are the most important guidelines.”

Lidewij Edelkoort

Ukendte sundhedsfarer bør være nok til skære ned på plastikmængderne

 På miljø- og sundhedssiden er det vigtigt, at vi tager de forbeholdne briller på og ikke bare spytter mere og mere plastiktøj på markedet.

Med genanvendte tekstiler kan det være svært at styre renheden af det genanvendte materiale, og man skal have for øje, at bæredygtige materialer og fibre ikke nødvendigvis er fremstillet og behandlet på en måde, som kan forsvares som værende ”bæredygtig” eller bare ansvarlig.

For at sikre et sundhedsmæssigt og ansvarligt perspektiv skal der arbejdes på at teste de kemikalier, der er i de genbrugsmaterialer, vi bruger i dag. Det kræver en stor tværfaglig indsats at få indført fælles standarder og sikre, at genanvendte fibre og tekstiler er sikre at anvende.

IKEA er en af de store virksomheder, som i dag prøver at løfte den opgave og tester al deres genanvendte bomuld for at sikre, at den er ren. Men det er ikke alle, der har samme muskler som IKEA, og her kan certificeringer være en hjælp.

I dag findes der navnlig én certificering, som er relevant når det kommer til fremstilling af genanvendt polyesterprodukter, og det er GRS (Global Recycle Standard). Den sikrer fibrenes sporbarhed, bedre miljø- og arbejdsforhold samt at der ikke er sundhedsskadelige stoffer i produktet. Derudover er det relevant at se efter Oeko-Tex mærket, der sikrer et produkt uden skadelige kemikalier. Og hvis man vil have en sporbar fiber kan man gå efter RCS Recycled Content Standard.

De anerkendte certificeringer vil også være med til at højne forbrugertilliden og gennemsigtigheden inden for et materiale, der ellers har potentiale for at ende på greenwashinglisterne om 10 år, hvis ikke vi dæmmer op for nogle af de skjulte bagsider ved branchens nye yndlingsmateriale.  

 Og så har vi slet ikke talt om mikroplast...

Denne artikel er skrevet af Silke Sønderstrup-Granquist og Johanne Stenstrup. Silke er Head of CSR i Sourcing House, der hjælper virksomheder med at komme 360 grader rundt om deres produktion og herunder også materialevalg. Johanne er formidler og hjælper den kritiske forbruger med at klæde sig efter sine værdier. Til august udkommer hun sammen med forsker Else Skjold med en bog på Gyldendals forlag.

Denne artikel er en del af temaet 10 mest læste i første halvdel af 2020

Mere fra Sourcing House

Sourcing House

https://sourcing-house.com/

Som konsulent i tekstilbranchen har Sourcing House siden 2004 bygget bro mellem leverandører og kunder, der ønsker en mere bæredygtig produktion. Vi besidder in-house kompetencer inden for både produktionshåndtering og rådgivning, og vi har et bredt og velfunderet partnerskab med leverandører, der fokuserer både på kvalitet og på bæredygtighed.Tekstilbranchen mødes med stadig større krav til CSR,…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere