Når fårene skilles fra bukkene

Forårstid og de første årsrapporter falder ind ad brevsprækkerne hos aktionærerne - og i år med en særlig gave: Redegørelsen for virksomhedens samfundsansvar (CSR). Ændringen med årsregnskabslovens § 99a slår igennem for alle større virksomheders regnskaber for året 2009. Frem til sommerferien vil vi se rapporterne fra alle de virksomheder, der bruger kalenderåret som regnskabsår – senere følger de, der har forskudt regnskabsår.

Som allerede beskrevet i min klumme fra september 2009 om bestyrelsens rolle for CSR arbejdet, vil der tegne sig et blandet billede af kvaliteten af CSR rapportering. Der er virksomheder, som med forskellige argumenter kategorisk vil nægte at rapportere om CSR: ”et modefænomen”; ”selvfølgelig er vi ordentlige - vi behøver ikke skrive om det”; ”vores rolle er at tjene penge til aktionærerne – det er vores hensyn og dét rapporterer vi på”. Og så vil der være alle de virksomheder, som kan se ideen med CSR og vil rapportere. Det er målgruppen for denne artikel.

Virksomhederne vil naturligvis følge lovens krav; enten gennem undtagelsesbestemmelsen, hvor der udfærdiges en såkaldt Communication on Progress (COP) til FN’s Global Compact, eller ved at rapportere på virksomhedens politikker, hvordan de implementeres, hvilke resultater der er opnået, og hvilke resultater der forventes opnået næste år.

Uanset hvilken model, der følges, vil der i det kommende år fremstå et klart billede af store danske virksomheders CSR-arbejde. Rapporterne vil naturligvis skabe et helt andet grundlag for at vurdere virksomhedernes indsats. Det er klart, at journalisterne vil kaste sig over falske løfter eller udstille de mindre seriøse virksomheder, der blot ser CSR som en øvelse i at plukke kirsebær. Vi kan kun tilskynde til, at journalisterne også vil rose de virksomheder, der har sat sig for at arbejde seriøst med CSR. Men det er nok på andre platforme, de skal høste deres fortjente anerkendelse.
Men blandt de rapporterende virksomheder: Hvordan bliver fårene skilt fra bukkene? Eller med andre ord: Efter hvilke kriterier vil kvaliteten af virksomhedernes rapportering, og dermed deres CSR-arbejde, blive bedømt. Med mere end 14 års erfaring i at lave og læse rapporteringer samt at følge og deltage i udviklingen af forskellige rapporterings-regimer, vil jeg i det følgende redegøre for nogle af de kriterier, der vil blive lagt til grund, efterhånden som feltet CSR modner i Danmark.

Virksomhederne vil primært blive målt på ni kriterier, hvoraf de tre første i det følgende vil blive beskrevet lidt dybere, de seks sidste summarisk.

Forpligtelsens styrke
Er virksomhedens forpligtelse til ikke at blive en barriere for, men bidrage til bæredygtig udvikling alvorligt ment? Eller er der blot tale om, at ”so ein ding müssen wir auch haben” ? Vurderingen vil afhænge en række faktorer: Er der en politik for CSR, og hvilket ledelsesniveau har ejerskab til politikken? Hvilke niveauer i virksomheden gælder politikken for? Er andre ledelsesredskaber blevet undersøgt for at sikre, at de ikke strider mod den bredere og forhåbentlig overordnede CSR-politik?

Enkelte virksomheder har ændret selskabets vedtægter for at inkludere hensynet til bæredygtighed. Da selskabets vedtægter juridisk er selskabets grundlov, viser dette naturligvis en særlig høj grad af forpligtelse.

Endelig må selve politikken naturligvis vurderes. Er ordlyden fuldstændig uforpligtende, intetsigende eller ren luft (ikke at forveksle med en klimaindsats), må der naturligvis gives en lav karakter på dette kriterium. Jeg er af den opfattelse at Eksportkreditfondens politik på CSR viser en stærk forpligtelse. Fonden opnåede en ’særlig fremhævelse’ ved den første rapportering til FN’s Global Compact efter vedtagelsen.

Strategisk relevans
Det næste kriterium vil være virksomhedens evne til at arbejde med strategisk CSR. CSR har to dimensioner; virksomheden kan ikke være en barriere for og den bør bidrage til bæredygtig udvikling.

Hvor ’compliance’ med basale menneskerettigheder, inklusive arbejdstagerrettigheder, miljøstandarder og anti-korruptionskravet fra FN’s Global Compact skal være på plads - også som en del af virksomhedens strategi – skal der mere til for at arbejde kvalificeret med strategisk CSR.

Virksomheden vil primært blive målt på sin evne til at koble sine kerne-forretningsstrategier til internationale mål for bæredygtig udvikling. Det proaktive CSR skal altså, udover at fremme kerneforretningen, også kunne henføres til et af de internationale principper for bæredygtig udvikling som FN’s Global Compact har stillet op for virksomhederne; det er den eneste sikkerhed for, at virksomhederne faktisk bidrager til bæredygtighed.

Når Arla fokuserer arbejdet med menneskebundlinjen på ‘retten til passende mad’ og Novo Nordisk på ’retten til sundhed’, er der tale om strategisk CSR, hvor virksomhederne sikrer, at deres indsats rent faktisk bidrager til social bæredygtighed.

Væsentlighed eller Vigtighed
Et fast kriterium ved vurderingen af virksomheders CSR-indsats er spørgsmålet om væsentlighed eller vigtighed (på engelsk : Materiality). Lad os kigge på Arla og Novo Nordisk som eksempler. Vi har har fået slået fast at’ retten til passende mad’ er et vigigt princip for social bæredygtighed. Spørgsmålet vil være om denne fokus udgør det princip, som Arla bedst kan bidrage til. Som fødevarevirksomhed er der nok ikke tvivl om, at Arla’s produkter og kompetencer bedst kan bidrage til at virkeliggøre ‘retten til passende mad’, hvis man sammenligner med Arla’s evne og muligheder for at bidrage til de øvrige 35 basale principper for bæredygtig social udvikling. Væsentlighed bliver herved et spørgsmål om, hvorvidt virksomheden proaktivt addresserer principper for social, miljømæssig eller økonomisk bæredygtighed, hvor den gør størst forskel.

Retten til sundhed for en farmaceutisk virksomhed kan heller ikke komme som en overraskelse og er åbenbart det mest væsentlige princip for Novo Nordisk for at bidrage til social bæredygtighed. Det interessante ved Novo Nordisk er, at det var den første farmaceutiske virksomhed, der tog livgreb med retten til sundhed under CSR. I dag kan der knap findes en farmaceutisk virksomhed, der ikke arbejder med retten til sundhed.

Væsentlighedskravet kan også være opfyldt, hvor virksomheden addresser et princip som virksomheden har en særlig risiko for at krænke. Når Coca Cola har valgt retten til rent vand som fokus, er det ud fra en sådan risikobetragtning ; særligt efter at virksomheden blev udsat for voldsom kritik i 2007 for nærmest at tømme grundvandsbeholdningen i et område i Kerala, Indien. Også olieselskaber som Statoil gør her en særlig indsats i lyset af, at deres boringer efter olie er meget vandkrævende og ofte forekommer i vandfattige områder.
Borealis derimod har valgt fokus området ‘retten til rent vand og sanitation’, som er det fulde navn for retten til vand, ud fra en rent strategisk erhvervsopportun vurdering. Som en af verdens største producenter af plastikrør til at lede både det ene og det andet kan en øget international fokus på denne rettighed kun blive til en forretningssucces.

De sidste seks kriterier

• Forankring – hvor dybt og hvor bredt er CSR forankret i virksomheden
• Omfang – formår virksomheden at demonstrere at den har reflekteret over alle basale principper, eller har den givet op med en fokus på klimaet under miljøbundlinien og retten til et sikkert og sundt arbejdsmiljø under menneskebundlinien
• Innovation eller kreativitet – har implementeringen af strategiske fokus områder ført virksomheden til nytænkende forretningsmodeller eller produkter
• Åbenhed – adresserer viksomheden de åbenbare dilemmaer virksomheden må have enten på grund af sin branche, geografiske placering eller aktiviteter
• Resultater (relative) – hvilken målbar indflydelse har virksomheden haft på bæredygtig social, miljømæssig og økonomisk udvikling set i forhold til virksomhedens størrelse
• Ambitioner (relative) – dvs. hvilken indflydelse forventer virksomheden at få.