Indspark: Næste bølge af CSR krav fra det offentlige kan blive en udfordring for SMV'er

af Dagny Nome

Administrerende direktør

Selvom der langt fra altid vægtes bæredygtighed i offentlige indkøb, er det for alvor blevet et indsatsområde der har fået politisk opmærksomhed. Miljø- og klimahensyn, herunder ressourceforbrug, affald og cirkulær økonomi er som oftest det primære fokuspunkt, mens sociale hensyn og produktionsforhold i produktionslandene også begynder at få opmærksomhed.

Udviklingen er hjulpet på vej af, at det lovgivningsmæssigt er blevet lettere at prioritere bæredygtighed for offentlige indkøbere. Alle EU-lande, såvel som EØS-lande som Norge, har gennemført en national implementering af et EU-udbudsdirektiv fra 2014 (2014/24/EU), og det har åbnet nye muligheder for at stille krav om bæredygtighed. Blandt andet er reglerne for brug af mærkeordninger blevet tydeligere, og redskaber som markedsdialog og offentlige private indkøbsfællesskaber, der er velegnede til at finde og udvikle nye bæredygtige løsninger, er blevet introduceret. Disse muligheder er fortsat ved at blive udforsket og sat i spil blandt landets offentlige indkøbere.

Forskel på dansk og norsk udbudslov
Direktivet adresserer også opfølgning på leverandørkæder, når det skriver, at:

”Medlemsstaterne træffer passende forholdsregler for at sikre, at økonomiske aktører i forbindelse med gennemførelsen af offentlige kontrakter overholder gældende forpligtelser inden for miljø-, social- og arbejdsmarkedslovgivning i henhold til EU-retten, national lovgivning, kollektive aftaler eller i henhold til de internationale miljø-, social- og arbejdsmarkedsmæssige lovbestemmelser, der er nævnt i bilag X” (Udbudsdirektivets Artikel 18.2)

I den danske lovgivning, er dette formuleret som at det er en mulighed at kræve, at leverandører af bygge- og anlægskontrakter og tjenesteydelser opgiver kontaktoplysninger og juridiske repræsentanter for underleverandører, og man kan desuden kræve oplysninger om underleverandører længere ned i produktionskæden.

I Norge har man imidlertid valgt at fortolke direktivet anderledes. Her står, at leverandøren skal have:

«… (egnede) rutiner for å fremme respekt for grunnleggende menneskerettigheter ved offentlige anskaffelser der det er en risiko for brudd på slike rettigheter». (Lov om Offentlige Anskaffelser §5)

Når man i Norge skriver ”egnede rutiner”, betyder det, at leverandøren skal have et system på plads der er i stand til at følge op på menneskerettigheder i leverandørkæden. Det er altså ikke tilstrækkeligt fx at kræve at underleverandøren underskriver en code of conduct, og derved lægger ansvaret for overholdelse af menneskerettigheder over på underleverandører. Forpligtelsen falder tilbage på leverandøren, og denne er desuden forpligtet til selv at udføre en risikoanalyse, hvilket naturligt nok kræver et dybere kendskab til leverandørens produktionskæde.

FN og OECD presser på
Fra FNs og OECDs side bliver der skubbet i samme retning. OECDs retningslinjer for multinationale virksomheder og Verdensmålene, som både Norge og Danmark tilslutter sig, har begge et tydeligt fokus på virksomheders adfærd når produktionen er outsourcet, og mens Verdensmålene lader efterlevelsen være op til virksomheders egne CSR-strategiske tiltag, kan man blive indklaget i Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd, hvis ikke man lever op til OECDs retningslinjer. Blandt principperne er, at virksomheder er forpligtede at udføre ”nødvendig omhu”, altså at gøre en proaktiv indsats for at sikre sig mod fremtidige brud på menneskerettigheder i produktionskæden.

Så både lovgrundlaget og den politiske vilje er på plads for, at leverandørkædeopfølgning kan blive det næste område som leverandører til det offentlige skal forholde sig til. Sådan er vilkårene for leverandører til Norges offentlige sektor, ifølge aftaleforvalter Pia Uhre Trulsen i Sykehusinnkjøp/Helse Sør-Øst:

”I nær fremtid vil dere se en ny konkurranse hvor etiske- og miljøkrav vil stå sentralt og få poeng. Da må leverandørene kjenne risikobildet i sin egen leverandørkjede og jobbe aktivt for å minske eventuelle brudd. Det er stor forskjell på risikobildet fra land til land og fra industri til industri. Det er leverandørens oppgave å kjenne til disse forskjellene.” (https://medteknorge.no/strengere-krav-sosialt-ansvar-anskaffelser/).

Det er altså leverandørens opgave at kende til risici de steder man sourcer fra, hvis man vil være med i konkurrencen om offentlige kontrakter.

Sværere for SMV’er at leve op til krav om bæredygtighed
En undersøgelse fra SKI viser, at størstedelen af kommunernes ordre lægges hos SMV’er, men små og mellemstore virksomheder kan have svært ved at følge med de store, når det handler om at arbejde med bæredygtighed.  Når det gælder miljø- og klimahensyn, er fx mærker gode redskaber, der er lette at anvende for SMV’er, men det bliver anderledes kompliceret når det handler om opfølgning og risikostyring i leverandørkæden. Mindre virksomheder står svagere, når det handler om at påvirke underleverandører, og det kræver ofte et ressourcemæssigt overskud at afsætte mandetimer til CSR-arbejdet, hvilket større virksomheder bedre kan bære.

Factlines er resultatet af offentligt-privat innovationspartnerskab

Det er naturligvis ikke intentionen med udbudsdirektivet at gøre det sværere for SMV’er. Tvært imod er det grundlæggende formål at sikre, at der er lige konkurrence på området. Vi bør sætte ind for at sikre at de mindre virksomheder også kan byde ind med bæredygtige produkter og ydelser, og ikke bliver holdt udenfor fordi prisen for at deltage er for høj. Dette kan værktøjer som markedsdialog og offentligt-private innovationspartnerskaber hjælpe med. Factlines blev startet som et offentligt privat innovationssamarbejde til at imødegå de nye krav omkring leverandørkædeopfølgning, og muliggør i dag en markant forenklet proces for virksomheder som skal dokumentere leverandørkæden.

www.factlines.com