Nordens miljøministre varmer op til klimatopmøde
De nordiske miljøministre har netop holdt møde inden for rammerne af Nordisk Ministerråd i Stockholm bl.a. om bistandsydelse til klimaprojekter i de fattige lande.
Et af de store spørgsmål i forbindelse med de globale klimaforhandlinger netop nu er hvordan reduktionen af udslip i ulandene skal finansieres. De nordiske lande som region går allerede foran med et godt eksempel. Nordisk Udviklingsfond (NDF), som tidligere bevilgede lån til ulande, er nu blevet omdannet, således at den kan yde direkte bistand til klimaprojekter i de fattige lande. Ministrene besluttede desuden, ifølge norden.org, at forlænge mandatet for den nordiske COP15-gruppe. Gruppen, som består af klimaeksperter fra alle de nordiske lande, har bidraget aktivt til forhandlingsprocessen med analyser og internationale workshops i forbindelse med centrale spørgsmål.
Derudover præsenterede Danmark sit miljøprogram for det danske formandskab for Nordisk Ministerråd i 2010. Danmark vil først og fremmest fokusere på miljø og sundhed, biologisk mangfoldighed, klima samt bæredygtigt forbrug og produktion. Miljøministermødet fandt sted parallelt med Nordisk Råds session i Stockholm. Under sessionen mødtes ministrene også med de miljøansvarlige parlamentarikere hvor bevarelsen af biodiversiteten samt håndteringen af farlige kemikalier blev diskuteret.
-JR