Indspark: Ny forfejlet kritik af NGO-kampagne

af Troels Børrild

Senior Policy & Advocacy Advisor

Se profil  

​Af Troels Børrild, Seniorrådgiver ansvarlig virksomhedsadfærd, Mellemfolkeligt Samvirke, og Helle Løvstø Severinsen, Kommunikationsmedarbejder, Clean Clothes Campaign Danmark

Frontløbervirksomheder indenfor CSR, som fx Arla Foods, ved hvor vigtigt det er at lytte til kritik og gå i nysgerrig dialog med NGO’er for at forbedre sig. Og for at drøfte det muliges kunst.  

Sune Skadegaard Thorsens fejlbehæftede og unuancerede indlæg på csr.dk fra d. 27.01.2017, hvor han hævder, at vores organisationer skader danske virksomheder, tjener desværre ikke branchens interesser eller ambition om at blive førende i verden. Tværtimod.

Upassende mistænkeliggørelse af vores motiver
Hvis der er noget, der skader danske virksomheder, så er det aktører, som modarbejder konstruktiv dialog og ønsket om åbenhed om hvor og under hvilke forhold tøjet bliver syet.

Når Thorsen, der har været hyret af tøjbranchen, spekulerer i, at vores organisationer nok bare prøver at slå plat på tekstilarbejdernes uværdige arbejdsvilkår for at lokke flere donationer ud af borgerne, er det et angreb på konstruktiv dialog. Den slags mistænkeliggørelse hører ingen steder hjemme. Så lad os tale om det egentlige problem for tekstilarbejderne i fx Bangladesh.

Det problem har store internationale tøjvirksomheder som H&M og Gap, i et åbent brev netop udtrykt bekymring over i et direkte brev til myndighederne i Bangladesh. Det er sket efter at lang en række fagforeningsledere er blevet arresteret efter arbejdernes protester over de lave lønninger og uværdige forhold på fabrikkerne.

Thorsen giver på forunderlig vis indtryk af, at NGO’erne er problemet, ikke virksomheder eller myndigheder. Eller måske systemet, der måske mangler bedre international regulering af den hårde konkurrence?

Den danske tøjbranche er tavs om problemerne
I modsætning til nogle af de største aktører på tøjmarkedet forholder den danske tøjbranche sig i skrivende stund tavs til de foruroligende begivenheder i Bangladesh. Men de kan stadig nå at lægge pres på regeringen i Bangladesh, der er bydende nødvendigt, hvis tøjbranchen skal indfri sine egne CSR-mål. For det er kun et meget beskedent plaster på såret, at der kommer bedre sikkerhed på fabrikkerne, hvis lønnen ikke er til at leve af. Og at man som arbejder ikke ustraffet kan anvende sin ret ytrings- og forsamlingsret til at kræve bedre forhold.

Vi er ikke i krig med tøjbranchen
Det tjener ingens interesser at grave grøfter ved at hævde, at vi er gået i krig med tøjbranchen, som Thorsen postulerer. Vi beder om ganske basale oplysninger, som kan sætte forbrugerne i stand til at træffe oplyste forbrugsvalg. Vi opfordrer til konstruktiv dialog med flere dele af branchen - det kan dog ikke erstatte offentligt pres eller oplysningsarbejde om branchens udfordringer og muligheder for forbedring. 

Thorsen kritiserer desuden en stråmand, når han hævder, at vi ønsker, at tøjvirksomheder skal kortlægge og offentliggøre hele deres leverandørkæde i alle led. Det siger vi ikke – og det har vi aldrig sagt. Vi siger derimod, at kunder, borgere, medier og NGO’er fortjener at høre, hvor virksomhederne får produceret vores tøj og under hvilke forhold. Det er helt basal information for at medier og NGO’er kan hjælpe forbrugerne med at træffe oplyste valg. Thorsen ønsker kun at skrive om en det ene af de to ønsker til tøjbranchen, hvilket fordrejer billedet af vores kampagne.

Gennemsigtighed som middel, ikke mål
Øget gennemsigtighed er en af de vigtigste motorer for mere ansvarlig virksomhedsadfærd. Men i modsætning til det indtryk, Thorsen giver, er gennemsigtighed naturligvis ikke målet i sig selv for os. Vi er kritiske overfor PWT Group, fordi de på trods af en skarp kritik fra den danske mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd, stadig ikke offentligt har erkendt, at de ikke har drevet en ansvarlig tøjproduktion i Bangladesh frem til kollapset af Rana Plaza, der dræbte over 1000 mennesker og sårede endnu flere. 

De har stadig ikke dokumenteret, at forholdene er i orden på virksomhedens leverandørfabrikker. Derfor beder vi om, at kunne kigge dem i kortene. Vi beder om åbenhed, Hvis større danske tøjvirksomheder, som PWT Group, selv ville indrømme deres udfordringer, så ville det lette presset fra os og andre NGO’er for at dokumentere, at postulaterne om produktion med respekt for menneskerettighederne også holder stik. Indtil videre benægter de desværre problemerne i alt for høj grad, og laver skønmalerier af situationen i deres CSR-kommunikation.

Åbne leverandørlister er ikke kun for mega-virksomheder

Thorsen er velkommen til at være uenig i kampagnens udtryk og vores bud på vejen frem. Men hans uenighed skal hvile på fakta – ikke påstande. Ifølge Thorsen er kravet om åbne leverandørlister direkte uansvarligt og skadeligt, fordi det angiveligt kun er muligt for mega-virksomheder. Det er ikke rigtigt. Flere meget mindre virksomheder har allerede i dag åbne leverandørlister. Det gælder fx Nudie Jeans, der virker ganske tilfredse med erfaringerne med større åbenhed om, hvor og under hvilke forhold, virksomhedens tøj bliver produceret (bedøm selv her). Så nej, åbenhed er ikke kun for de allerstørste virksomheder.

Thorsen hævder endvidere, at det er alt for tidskrævende at være åben. Til at underbygge kritikken hævder han, at store virksomheder almindeligvis har 10.000 leverandører bare i første led af leverandørkæden. Det lyder uoverkommeligt. Det er bare ikke sandt i tøjbranchen, som vores kampagne henvender sig til. Danmarks største tøjkoncern, Bestseller, har ifølge virksomhedens egen CSR-rapport under 1000 fabrikker i første led, mens fx PWT Group formodes at have under 200. så det er ikke uoverskueligt – særligt ikke fordi de allerede har langt de fleste af informationerne internt i virksomheden.  

Overhalet af konkurrenterne
Danske tøjvirksomheder har i vores optik på en række punkter ladet sig overhale af udenlandske virksomheder i alle størrelser, når det kommer til åbenhed. Disse virksomheder har set behovet for åbenhed som en del af deres arbejde med risikostyring i leverandørkæden og har valgt at lægge deres leverandørlister frit tilgængelige på deres hjemmesider. Det er virksomheder som H&M, G-Star, Nike for at nævne nogle store, og Nudie Jeans og Helly Hansen for at nævne nogle mindre. Det er også positivt, at danske IC Group og Mads Nørgaard har meldt ud, at de offentliggør deres leverandørlister i år. Vi er desuden i dialog med andre, som er lige på vippen til at kunne gå samme vej.

Stråmændene står i kø 
Thorsen kritiserer derefter endnu en stråmand, når han hævder, at åbne leverandørlister ikke er omfattet af FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGP). Det hævder vi heller ikke. UNGP er et sæt minimumstandarder, ikke maksimum. Åbenhed om menneskeretsudfordringerne, som tøjbranchen forårsager, medvirker til eller er direkte forbundet til, følger derimod direkte af UNGP. Den type åbenhed, er der godt nok ikke mange i den danske tøjbranche, der lever op til, men det nævner Thorsen ikke med et ord. 

Samtidig har OECD’s retningslinjer et helt kapitel om virksomheders ansvar for at levere passende bæredygtighedsinformation til forbrugerne, så disse kan træffe oplyste valg. Det er bestemt muligt at argumentere, at åbne leverandørlister falder under principperne i det kapitel. Men det er faktisk ikke pointen. Vi er ikke forpligtet til at holde os til minimumstandarder, hvis bæredygtighedsudfordringerne kræver mere end det.

Thorsen har dog ret i en ting: At tøjbranchen oplever et stort konkurrencepres, der begrænser, hvad den enkelte virksomhed kan gøre på egen hånd. Konkurrencepresset og barriererne fylder i vores optik alt for lidt i den danske tøjbranches kommunikation om ansvarlighed. Det mener vi, er elefanten i rummet, som alt for få taler åbent om. H&M og Gap kritiseres da også for dobbeltmoral, fordi de kritiserer de lave lønninger, men ifølge brancheforeningen af tekstilproducenter i Bangladesh, ikke vil betale for de øgede omkostninger, som bedre og lønninger pålægger producenterne.

Vi tvivler ikke på, at den danske tøjbranche oprigtigt brænder for bæredygtigheden, men branchens nuværende indsats og problemanalyse, ser ud til at have nogle klare mangler. Det er synd, for så vil det ikke lykkes at indfri visionen om at blive førende på bæredygtighed. Dertil er branchens åbenhed og strategi simpelthen ikke god nok i forhold til at håndtere menneskerettighedskrænkende regeringer, som den i Bangladesh - eller til at tackle den alt for uregulerede konkurrence, der presser priserne hos producenter og arbejdere. Det fører netop til at styrke mega-virksomhederne, der bliver større, mens de fleste andre virksomheder og interesser bliver presset (ud?).

Store muligheder for den danske tøjbranche 
I vores optik, ligger der store muligheder for den danske tøjbranche i at være dem, der råber regeringen (og sidenhen verdens ledere) op ift. behovet for at regulere konkurrencen og priserne bedre, så bæredygtigheden og ansvarligheden bliver en reel mulighed i branchen. Vi tror, at det starter med en øget åbenhed om, hvor dårlige forholdene egentlig er mange af de steder, hvor vores tøj bliver syet. Den slags åbenhed vil kun møde ros og opbakning fra vores side.

Vi er klar til en dialog med branchen om vejen frem til fælles bedste, ligesom vi er og har været i dyb gensidigt værdsat dialog med andre brancher om deres bæredygtighedsudfordringer. Det handler nemlig ikke om at være perfekt. Ærlighed, åbenhed og ambition skal kunne betale sig. Og ingen sektorer kan løfte opgaven alene.