11.06.2013  |  Kommunikation

Indspark: Ny Danida-pulje kan styrke kommunikationen

Lad engagementet være den drivende faktor, når ansøgningen om at få del i puljepengene skal skrives, opfordrer Marianne Hartz Thomas i dette blog-indlæg.

Den nye CSR-pulje fra Danida på 40 millioner kroner giver gode muligheder for at nuancere CSR-debatten og engagere mere og flere i CSR, så værdien af indsatserne og aktørernes handlerum kan blive tydeligere – og forhåbentligt skabe endnu bedre løsninger.

Hvor langt kan for eksempel en smykkeproducent gå i sine krav til leverandørerne? Kan virksomheden kræve, at medarbejderne i minerne bliver behandlet på en god og etisk måde og, at arbejdsmiljøet ikke er sundhedsskadeligt?

Sådanne udfordringer er en realitet for rigtig mange virksomheder og organisationer på forskellige planer i dag. Udfordringer er der nok af, men svarene er stadig svære at finde entydige og langvarige opskrifter på.

Generelt ved vi, at det handler om dialog, samarbejder, transparens og kommunikation, når CSR-arbejdet skal styrkes.

Glædelig ny støtteordning
Derfor er det også glædeligt at se, at Danida netop har søsat en ny støtteordning, som primært har fokus på dialog og kommunikation i konkrete samarbejdsprojekter, der kan skabe bedre miljø, sociale indsatser eller fair trade. Med 40 millioner kroner vil støtteordningen være med til at give et mere nuanceret og realistisk billede af CSR-arbejdet og give konkrete fordele for miljø, sociale indsatser og fair trade.

Ordningen støtter projekter, der ”er en indsats der skaber højere miljømæssige, sociale og etiske standarder for virksomheder og dermed bidrager til at forbedre arbejds- og levevilkårene i udviklingslandene.”

Støtteordningen trådte i kraft i maj, og organisationer kan indtil 15. august søge om bevillinger til projekter på op til 10 millioner kroner.

Og når ansøgningen skal skrives, kan det være en god ide at lade engagementet være den drivende faktor i initiativet. Her følger tre engagerende råd.

Om Marianne Hartz Thomas

  • Marianne Hartz Thomas, seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Operate. 
  • Hun har arbejdet med bæredygtighedsrelaterede udfordringer for kunder som Maersk Oil, Berendsen og Velux
  • Har tidligere haft sit eget kommunikationsbureau med fokus på bæredygtighed og været ansat ved FNs Miljøprogram.
 

Tre råd om engagement, der kan tænkes med i ansøgningerne:

  • Indhold, der skaber engagement: Tænk i indhold, der kan sætte gang i debatten om CSR og fair trade på de sociale medier. Det kunne være film om varernes vej fra produktion til salg eller infografikker, der viser varernes vej fra produktion til butik.
  • Faglig dialog skaber engagement: CSR og fair trade er endnu et ret ’ungt’ fagområde i Danmark, og der er stadig meget at lære for mange organisationer. Med en online vidensportal, kan man samle viden og etablere en dynamisk portal, hvor danske og udenlandske aktører kan udveksle viden, erfaringer og løsninger.
  • Skab aktiviteter, som man kan samles om: Når målgruppen engageres til at deltage i konkrete aktiviteter, giver det mulighed for at skabe opmærksomhed omkring budskabet og forbinde ens organisation med de positive oplevelser, målgruppen får via deres aktive deltagelse i aktiviteterne. 

Dette er bare nogle af de mange initiativer, man kan inddrage i sin ansøgning. Budskabet er: lad engagementet styre din indsats, og du har større chance for at engagere mere og flere omkring CSR og fair trade.

Læs mere om ordningen her.

Mere fra Marianne

Marianne Hartz Thomas

  • Horisont Gruppen a/s
Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere