Ny professor på Det Biovidenskabelige Fakultet
Det Biovidenskabelige Fakultet har ansat Søren Hansen som professor i jord, plante- og atmosfæreprocesser fra 1. juli 2008 for yderligere at styrke fakultetets forskningsindsats inden for vandressourcer og miljøvidenskab.
Søren Hansen har været ansat på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, nu Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, siden 1977. Fra 1993 har han virket som lektor. Hans forskning har fokuseret på simulering af jord-plante-atmosfære systemet på forskellige niveauer. Det har resulteret i udviklingen af den internationalt anerkendte simuleringsmodel "Daisy". Daisy simulerer vand-, kulstof- og kvælstofbalance og afgrødeproduktion i agro-systemet under varierende driftsstrategier, jordbunds- og klimatiske forhold. Daisy kan endvidere anvendes til at forudsige udvaskning af pesticider fra rodzonen.
Søren Hansen vil i sin nye stilling fortsat fokusere på modellering af jord-plante-atmosfære processer. Han vil også videreudvikle Daisy-modellen til at kunne tage højde for jordens heterogenitet og rumlig variation.
Fra 1. august 2008 er Søren Hansen og øvrige medlemmer af agrohydrologi-området overført som en selvstændig faggruppe til Institut for Grundvidenskab og Miljø.