Nye kabler er en forudsætning for grøn strøm
Ifølge en ny analyse er nye elkabler i Nordeuropa nødvendige for en holdbar politik for vedvarende energi.
Der vil i de kommende år blive investeret betydeligt i nye vindmøller og vandkraftværker i de Nordiske lande. En analyse udarbejdet af Econ Pöyry og THEMA konkluderer, at nye elkabler i Nordeuropa er nødvendige for at implementere en ambitiøs politik for vedvarende energi.
Analysen, der er udarbejdet for Nordenergi og en række andre interessenter i den nordiske elindustri, sender et klart budskab til politikerne om, at investeringer i nye vindmøller og vandkraftanlæg ikke kan stå alene. Nordenergis formand Lars Aagaard, der er administrerende direktør for Dansk Energi, ser positivt på analysens konklusioner.
Hovedbudskabet til politikerne er, at det kun giver mening at vedtage ambitiøse mål, hvis man samtidig forpligter sig til at forbedre kapaciteten på kabelforbindelserne til nabolandene, siger Lars Aagaard.
Analysen viser desuden, at der sandsynligvis bliver genereret et produktionsoverskud i de nordiske lande frem mod 2020 på grund af yderligere investeringer i vindmøller og vandkraftværker. Dermed kan det forventes, at den nordiske elpris forbliver lavere end den europæiske. MS