29.07.2019  |  Samfund

Nyt partnerskabsprojekt skal forhindre kapløb mod bunden i en spirende tekstilsektor

Indhold fra partner Hvad er dette?

Den etiopiske økonomi har i de seneste år slået vækstrekorder. Et nyt bomuldseventyr er på vej, men med et lønningsniveau, der ligger under Verdensbankens grænse for fattigdom, er der risiko for, at eventyret går den gale vej, hvor tekstilbranchen bliver ramt af et kapløb mod bunden. På den baggrund er Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH) gået sammen med en række internationale samarbejdspartnere om projekt Bottom UP! Projektet blev skudt i gang i juni, og som navnet antyder, tager det afsæt i, at det er nu, der er momentum, hvis man vil gøre det rigtigt fra starten.

Bomulds- og beklædningsindustrien er den anden vigtigste sektor for den etiopiske regering i forhold til vækst, og det spås, at om få år kan landet blive én af de vigtigste spillere på markedet for produktion af tøj og tekstiler. Den etiopiske bomuld er af høj kvalitet, og interessen fra internationale investorer og brands er stor, men der er også en række udfordringer, som blokerer væksteventyret og sår tvivl om, hvorvidt Etiopien kan blive et bæredygtigt eksportland.

Blandt andet vækker manglen på mindsteløn, som kan sikre anstændige leveforhold for arbejderne, stor bekymring. Et lønningsniveau for syersker på omkring 26 USD om måneden er langt under Verdensbankens fattigdomsgrænse og endnu længere fra en estimeret leveløn på minimum 146 USD.

Endnu er bomulds- og tekstilsektoren så ung, at hvis man handler nu, er der kæmpe potentiale for at være med til at skabe forhold, der bliver til gavn for både mennesker og miljø. Det kræver et fokus på hele værdikæden og dermed også, at man samarbejder på tværs. Partnerskabet bag projekt Bottom UP er derfor også sammensat efter at kunne arbejde med ansvarlighed i alle led i værdikæden – fra den etiopiske bomuldsmark, over fabriksproduktionen til de indkøbende virksomheder og den europæiske forbruger. Det handler om at sikre en bæredygtig, transparent og inkluderende værdikæde og derigennem helt konkret at nå ud og understøtte 2.000 bomuldsbønder, 2.200 landarbejdere og 17.000 fabriksansatte.

Efterspørgsel efter ansvarlighed fra starten af

DIEHs rolle i projektet er blandt andet at gøre nordiske tekstilvirksomheder opmærksomme på, at der er muligheder i fremtidig etisk handel, hvis man fra start er med til at efterspørge varer fra ansvarlige etiopiske leverandører.

Den stigende interesse fra internationale tekstilvirksomheder for at købe tøj og tekstil fra Etiopien giver os faktisk en mulighed for at udvikle sektoren på en ansvarlig måde. Der er meget at arbejde på. For eksempel importerer tøjfabrikkerne i Etiopien stort set alt bomuld fra Asien, mens de lokale bomuldsbønders produktion bliver forbigået eller ikke bliver udnyttet. Med Bottom UP-projektet vil vi forsøge at inkludere og opgradere den lokale bomuldsproduktion, og samtidig skabe positive effekter for alle i værdikæden, ikke mindst for de tusindvis af ufaglærte fabriksmedarbejdere”, udtaler DIEHs projektleder Janine Dortmundt.

Mere konkret skal Bottom UP de næste tre år at arbejde for en værdikæde, der genererer økonomisk vækst, forbedrer arbejdsforhold, skaber et minimum af arbejds- og miljøstandarder samt ikke mindst promoverer ansvarlige indkøb fra den etiopiske tekstilsektor.

Flere parter = flerfacetteret indsats

Projektets første skridt består af træninger og teknisk support til bomuldsbønder, kommercielle landbrug og bomuldsfabrikker i forbindelse med at efterleve bæredygtige praksisser og standarder.

Det skal på sigt ende ud med, at konventionel bomuldsproduktion bliver omlagt til mere ansvarlig produktion. Samarbejdsparterne vil samtidig tilbyde teknisk støtte og vejledning til fabrikkerne, således at de kan omstille sig til en mere bæredygtig praksis. Parterne vil desuden facilitere direkte kontakt og dialog mellem europæiske brands og etiopiske fabrikker.

Sideløbende vil parterne informere potentielle internationale opkøbere om både fordele og ulemper ved at importere beklædning fra Etiopien.

Projektet afsluttes med en forbrugerorienteret kampagne i både Holland og Danmark, der både skal pege på problemerne i tekstilindustrien og skabe opmærksomhed omkring, hvordan man som forbruger kan være med til at skabe positiv udvikling og undgå et tekstilsektionen også Etiopien rammes af et kapløb mod bunden. 

Om samarbejdsparterne

Bottom UP er et samarbejde mellem den internationale organisation Solidaridad, Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH), Cotton made in Africa, MVO Holland og støttet af EU.

Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH)

Dansk Initiativfor Etisk Handel (DIEH) er Danmarks førende samlingssted for etisk handel. DIEH samarbejder med sine mere end 90 medlemmer fra forskellige interessentgrupper for at fremme ansvarlig handel, der respekterer menneske-og arbejdstagerrettigheder, hensynet til miljø og klima samt bidrager til en global bæredygtigudvikling.

Solidaridad

Solidaridad-netværket er en international civilorganisation grundlagt i 1969. Hovedformålet er at facilitere udvikling af social ansvarlighed, økologi og profitable værdikæder. Netværket opererer gennem otte regionale ekspertcentre i over 40 lande. Solidaridad arbejder for at transformere produktionspraksisserne med henblik på at promovere fair og profitable levestandarder og forretningsmuligheder, anstændige arbejdsforhold og en fair leveløn uden at nedbryde de områder, hvor folk lever.

Cotton made in Africa

Initiativet Cotton made in Africa har siden 2005 haft som målsætning at forbedre leveforhold for bomuldsbønder i Sub Sahara igennem bæredygtighed.

MVO Holland

CSR Holland / MVO Holland er et center for hollandske virksomheder, der stræber efter fælles socialt ansvar. Der er mere end 2000 virksomheder involveret i organisationen.

Denne artikel er en del af temaet I fokus: samarbejder - vejen til større impact

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere