Redaktører laver journalistisk selvangivelse
For første gang i norsk presse har alle redaktører i en koncern udgivet en fælles årsrapport, som handler om journalistiske prioriteringer, avishusenes samfundsrolle, journalistfaglige spørgsmål og etiske udfordringer.
23 redaktører har lavet en journalistisk selvangivelse, der sætter fokus på deres egen samfundsrolle, skriver www.epn.dk. Redaktørerne arbejder for den norske koncern Polaris Media, der udgiver flere lokalaviser i Norge. Baggrunden for den journalistiske selvangivelse er, at mediedrift ikke kun handler om den finansielle bundlinje.
”Vi skal leve op til vores lokalsamfunds informationsbehov, vi skal stille kritiske spørgsmål, når det er nødvendigt, vi skal være en mødeplads for meninger, og vi skal udvikle vores fag og vores etik. Den redaktionelle årsrapport er ikke bare pral, men afdækker også det vi må forbedre,” står der i selvangivelsen.
Hovedparten af de 23 redaktører i den norske koncern beretter ifølge sammenfatningen om knappe ressourcer, mens de journalistiske ambitioner er intakte. Derudover er udvikling, nyskabelser og dialog med læserne i høj kurs. Hele rapporten kan ses på www.polarismedia.no.
-JR