RESPEKT til dig, der tør tale om alkohol

Arbejdspladsen og familien bakkede op, da Sophia Pia Reinholt skulle ud af sit alkoholmisbrug – og det var afgørende for, at behandlingen blev en succes. DI bakker op om RESPEKT-kampagnen, som sætter fokus på, hvordan virksomheder kan støtte medarbejdere.

Respekt-kampagnen skaber opmærksomhed om de kommunale tilbud og bygger dermed videre på det samarbejde DI har med fagbevægelsen..

- Mit misbrug kom bare snigende. Jeg var stresset, fordi jeg var blevet skilt, og der havde været kamp om børnene – og så virkede det nemt at tage et glas rødvin til at slappe af på. Og med tiden blev et glas altså til én, to eller nogle gange tre flasker om dagen, fortæller Sophia Pia Reinholdt, som er procesoperatør på virksomheden DuPont, der tidligere hed Danisco.

Hun var godt klar over, at hun burde gå i behandling, men det blev kun til nogle små tilløb, indtil kort før sommerferien i 2010, hvor et par af Sophia Pia Reinholdts familiemedlemmer opdagede hendes stigende misbrug. Det havde hun ellers skjult godt – både over for familien og arbejdspladsen.

- Men min moster arbejdede tilfældigvis i samme virksomhed som mig – og en dag greb hun og min kusine fat i mig. De sagde, at nu skulle jeg i behandling og fortælle min chef, hvordan det var fat, siger Sophia Pia Reinholt.

Læs mere: Alkoholpolitik 
  

150 pct. opbakning fra chefen

Det var forståeligt nok med stor nervøsitet, at hun troppede op hos chefen, men reaktionen var overraskende positiv.

- Først sad han med åben mund og polypper, for han havde ikke regnet med, at netop jeg havde et alkoholmisbrug. Men efter samtalen vidste jeg til gengæld, at jeg havde 150 pct. opbakning fra min chef – og det er jeg dybt taknemmelig for i dag, forklarer Sophia Pia Reinholdt.

Hun kom nemlig i alkoholbehandling gennem sin arbejdsplads og er i dag ude af sit misbrug. Og fordi Sophia Pia Reinholdt og arbejdspladsen efterfølgende valgte at være åbne om misbrugsproblemer, er flere kolleger fulgt efter.

Haldor Topsøe har et misbrugsnetværk

Ifølge Sundhedsstyrelsen har godt en halv million danskere et skadeligt alkoholforbrug, mens 140.000 vurderes at være decideret afhængige. Det har virksomheden Haldor Topsøe taget konsekvensen af, fortæller HR-direktør Pia Møller Appel.

- Statistisk set har en stor virksomhed som vores altid misbrugere af alkohol eller stoffer blandt sine medarbejdere. Dem vil vi gerne drage omsorg for og hjælpe med at komme i behandling, hvis de ønsker det – og det fortæller vi bl.a. på introdage for nye medarbejdere, forklarer hun.

Haldor Topsøe oprettede i 2009 et misbrugsnetværk blandt medarbejderne, hvor medlemmerne typisk selv har haft misbrug tæt inde på livet og derudover bliver uddannet i at få øje på og hjælpe misbrugere. Kollegerne i netværket deler fx flyers ud i kantinen for at få kontakt til andre medarbejdere, som har brug for hjælp.

- For de fleste er det nemmere at tale med en kollega, som selv kender til misbrug, end at skulle tale med sin chef. Og det er nok en del af baggrunden for de gode resultater vi har haft med netværket, vurderer Pia Møller Appel, som selv sidder i styregruppen for misbrugsnetværk og løbende er med til at evaluere indsatsen. 

Læs også: DI vil sætte ord på mangfoldighed og trivsel

Ny kampagne med fokus på alkohol

Generelt viser erfaringerne, at det kun er en fordel, når arbejdspladser hjælper medarbejdere med misbrug.

- Chancen for et vellykket behandlingsforløb er større, hvis det er arbejdspladsen og ikke for eksempel skadestue eller sygehus, der henviser, siger Peter Konow, som er direktør i Alkohol & Samfund.

Arbejdspladserne spiller derfor hovedrollen i den nye alkoholkampagne med navnet RESPEKT,  som Alkohol & Samfund har lavet i samarbejde med TrygFonden.

- Det er vigtigt, at virksomhedens ledelse åbenlyst bakker op om medarbejdere, der drikker for meget – det gør det nemmere at tage beslutningen om at gøre noget ved sit alkoholproblem. De danske arbejdspladser – både små, mellemstore og store virksomheder – har potentiale til at medvirke aktivt til at få flere i alkoholbehandling, siger Peter Konow.

RESPEKT får opbakning fra DI

Dansk Industri er glade for, at der med RESPEKT-kampagnen bliver sat fokus på et problem, som mange virksomheder kender, men som kan være svært at få hul på i den enkelte virksomhed.

- Vi synes at ”Respekt” er et rigtig godt initiativ. Først og fremmest fordi alkoholisme fører til for mange personlige kriser og triste menneskeskæbner, men også fordi virksomhederne ofte må undvære medarbejdere, der ellers er dygtige til deres job, siger arbejdsmiljøchef i DI, Anders Just Pedersen. 

Han mener, Respekt-kampagnen skaber opmærksomhed om de kommunale tilbud og på den måde bygger videre på det samarbejde DI har med fagbevægelsen om blandt andet at tage hånd om alkoholproblemer.

- For i virksomhederne spiller ledelsen, tillidsrepræsentanter og andre kolleger alle sammen en vigtig rolle i at hjælpe den pågældende medarbejder videre. Vi ved, at det er et problem, som er svært at snakke om, og derfor skal vi også have fokus på det, siger Anders Just Pedersen.    

RESPEKT-kampagnen løber fra 24. januar til 6. marts 2017 og kan følges på hjemmesiden hope.dk.

Få vejledning om alkoholpolitik
Ring til Sundhedsstyrelsens Alkolinje på 80 200 500.
Gratis, anonym vejledning til ledere og HR-ansatte om alkoholpolitik og medarbejdere med alkoholproblemer.
Åbent alle hverdage kl. 11 – 15

Test dit alkoholforbrug
Prøv alkoholtesten gratis og anonymt på www.hope.dk/alkoholtest
Testen bruges af læger og alkoholbehandlere i hele verden, da den giver et nuanceret billede af både dit forbrug og drikkevaner.
WHO har udviklet testen, der anbefales af Sundhedsstyrelsen.

07.02.2024Dansk Industri

Sponseret

Har du styr på ESG, CSRD og ESRS?

12.01.2024Dansk Industri

Sponseret

Ny ESG & Bæredygtighedsportal hos Dansk Industri (DI)

04.09.2023Dansk Industri

Sponseret

Danske produktionsvirksomheder skaber konkurrencefordele gennem Klimaklar Produktionsvirksomhed

04.09.2023Dansk Industri

Sponseret

CO2-regnskab, bæredygtig produktion, klimaklar.

21.06.2023Dansk Industri

Sponseret

Organisering af Bæredygtighed og ESG er et ledelsesansvar

15.06.2023Dansk Industri

Sponseret

Rådgiverne er afgørende for deres kunders bæredygtige og ansvarlige forretning