20.12.2018  |  Klima, miljø og energi

Indspark: Restaurationsbranchen kan gøre en forskel for truede fiskebestande

Risikoen for, at kommende generationer ikke har verdenshave med mangfoldige fiskebestande, er reel. Mange økosystemer og fiskebestande i verden er nemlig under stort pres grundet overfiskeri og klimaforandringer. Når aktører i restaurationsbranchen tager

Ifølge FAO, FN's fødevare- og landbrugsorganisation, udgør ulovligt og ureguleret fiskeri årligt næsten 10 milliarder euro. Det er 15% af verdens fangst. Samtidig viser FAOs tal, at 30% af verdens fiskebestande er fisket til grænsen eller over. FN vedtog i 2015 17 verdensmål, og Verdensmål 14 omhandler livet i havet. Her står blandt andet i delmål 14.4, at fiskeri over hele kloden skal reguleres effektivt, så der bliver sat en stopper for overfiskeri, for illegal, urapporteret og ureguleret fiskeri samt destruktive fangstmetoder. Det skal ifølge FN ske inden 2020, hvis vi ikke skal udtømme havene for ressourcer.

Der er mange aktører internationalt såvel som regionalt, som skal på banen, hvis FN’s ambitioner skal realiseres. Det er bl.a. politiske beslutningstagere, forbrugere og virksomheder i foodservice-industrien samt restaurationsbranchen. I forhold til sidstnævnte gruppe er danske Letz Sushi et godt eksempel på en aktør, som tager ansvar for de råvarer, man bruger. Letz Sushi har nu som den eneste danske sushi-kæde 100% certificeret bæredygtigt fanget og ansvarligt opdrættet fisk på menukortet.

Letz Sushis 21 restauranter er netop blevet certificeret af et tredjepart certificeringsorgan til MSC sporbarhedsstandard. MSC (Marine Stewardship Council) er   den internationale non profit mærkningsordning, som viser, at de fisk og skaldyr, man benytter, er fanget af et certificeret bæredygtigt fiskeri, og at fisken kan spores hele vejen gennem forsyningskæden. Letz Sushi blev samme dag certificeret til ASC (Aquaculture Stewardship Council) sporbarhedsstandard for ansvarligt opdrættet fisk og skaldyr, der skal overholde specifikke krav til miljø og socialt ansvar. I forvejen er IKEAs restauranter og Mc’Donalds (fiskeburger) MSC-certificeret i Danmark.

MSC arbejder for effektiv og bæredygtig fiskeriforvaltning, sunde fiskebestande og minimal miljøpåvirkning blandt klodens fiskerier i overensstemmelse med FN’s målsætninger. Det betyder meget for MSC’s arbejde såvel som forvaltningen af verdens fiskebestande, når kæder som Letz Sushi, IKEA og Mc’Donalds vælger at bruge certificeret bæredygtigt fanget fisk og skaldyr i deres restauranter.

Efterspørgsel på bæredygtig fisk

Letz Sushi bidrager til verdens fødevaresikkerhed ved at øge efterspørgsel på bæredygtigt fanget fisk og skaldyr. Især på den sydlige halvkugle er der problemer med overfiskeri. Over 50% af verdens handlede fisk kommer fra udviklingslande, og når restauranter bruger bæredygtige råvarer, så får fiskerne et større incitament til at blive certificeret. Det er der behov for, da en milliard af verdens befolkning er afhængige af fisk som den vigtigste kilde til protein.

Tun er et godt eksempel på en problematisk fisk forbundet med overfiskeri. Tunfisken bliver ofte brugt til sushi, og tun fiskes over det meste af verden. Idag kommer 20% af verdens fangst af tun fra MSC-certificeret fiskeri.

Forbrugere, der får serveret MSC-certificeret tun, kan være sikker på, at der er brugt en art, som ikke er truet, som er fanget med minimal bifangst, og at det er et velforvaltet fiskeri, der følger gældende love og regler i det pågældende land. Tunfisken kan spores tilbage gennem hele værdikæden til fiskeriet og havnen, hvor fiskeriet bragte den ind.

Synliggørelse

Restauranter kan altså aktivt arbejde for at reducere presset på verdens fiskebestande og sikre, at fisk og skaldyr bliver fanget eller opdrættet ansvarligt. Samtidig oplyser man forbrugere om, at der findes værktøjer til at navigere efter for at vælge bæredygtigt. 43% af danskerne kender til MSC’s logo med den blå fisk. Hos MSC er vi sikre på, at når kæder som Letz Sushi aktivt taler bæredygtighed og mærkningsordninger, så skaber det forandring i branchen og øger kendskabsgraden til både problemerne omkring verdens fiskebestande, fødevaresikkerhed og mærkningsordninger.

Bæredygtige valgmuligheder

Der findes mange kritiske og ansvarsbevidste mennesker i den danske befolkning. Vi ved fra vores forbrugerundersøgelser, at 8 ud af 10 danske forbrugere mener, at vi som samfund og privatpersoner skal gøre mere for at bevare verdens fiskebestande for fremtidige generationers skyld. Disse forbrugere vil ofte gerne vælge de bæredygtige produkter til, og de orienterer sig efter mærker som MSC. Det er derfor vigtigt, at de har muligheder på hånden for at træffe den rigtige beslutning. Det er vigtigt, at der hele tiden er et udbud til disse forbrugere i form af bæredygtige varer i køledisken såvel som sushi-kæder og fiskerestauranter med bæredygtig fisk på menukortet.

I Danmark er 90% af fiskerierne MSC-certificeret. Det er flot, men der er stadig lang vej igen, hvis vi ser på hele verden. Når restaurationsbranchen tager certificeret, bæredygtig fisk ind i CSR-strategier og indkøbsplaner, så bidrager det til FN’s målsætninger ved at skabe opmærksomhed om problemet, guide forbrugeren og reducere markedet for ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri.

Mere fra Majken

Majken Møller

Kommunikations-og Marketingchef

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere