13.02.2012  |  Supply chain

Indspark: Fagfolk skriver: Sødt duftende roser til Valentines dag?

Valentines dag er lige om hjørnet og millioner af skønne velduftende røde roser vil blive givet til kærester og koner over hele den vestlige verden.

En ud af fire roser kommer fra Kenya. Her arbejder især ufaglærte unge kvinder hårdt for at få dem frem til vores butikker i perfekt tilstand og til tiden. Op mod Valentines dag er arbejdet ekstra hårdt, men den krævende produktion kører hele året for at kunne levere billige roser til Europa uanset årstid.

Men hvordan kan det lade sig gøre at producere roser i Afrika, at få dem plantet, passet, plukket, pakket og transporteret til Danmark – til en pris på 20-30 kroner for et bundt?

Som så mange andre industrier er blomsterindustrien baseret på billig ufaglært arbejdskraft. Baseret på arbejdere der er uhyre fattige, der bor i områder med høj arbejdsløshed og derfor er særlig nemme ofre for udnyttelse.

De billige blomster har store menneskelige omkostninger
Og udnyttet – det bliver de. Således er det helt almindelige med uhyre lave lønninger og mangel på beskyttelse imod den omfattende brug af sprøjtemidler. Også sexchikane og mobning baseret på køn er et stort problem.

En nylig dokumentar fra P1 sætter fokus på baggrunden for de billige blomster på det danske marked. P1´s undersøgelse bekræfter de barske forhold: lave lønninger og farlig omgang med sprøjtegifte og understøttes af en nylig undersøgelse udført af DIEH´s søsterorganisation i England, The Ethical Trading Initiative, på blomsterfarme i Kenya. Her afsløres omfattende diskrimination af kvinder, dårlige helbreds- og sikkerhedsforhold, lange arbejdstider og lav andel af fagforeningsrepræsentanter.

Hvordan sikrer vi fair vilkår?
Hvordan kan vi sikre at prisen for billige blomster på det danske marked ikke betales af dårlige lønninger og helbredsproblemer for afrikanske arbejdere? Som udgangspunkt er danske virksomheder naturligvis ikke interesserede i, at der er nogen der bliver syge af at producere varer til deres hylder. Men vi må erkende, at det er kompliceret for mange detailvirksomheder at holde styr på alle produkter hele vejen igennem leverandørkæderne.

Ikke enestående
Forholdene i de kenyanske blomsterfarme er ikke enestående. Tværtimod bliver Kenya af og til fremhævet som et positivt eksempel. De beskrevne problemer forekommer desværre regelmæssigt i forbindelse med såvel blomster- som megen anden produktion i udviklingslande.

Derfor er vi i Dansk Initiativ for Etisk Handel i gang med at lave en guide for ansvarlig indkøbspraksis. Denne skal hjælpe virksomheder med at omsætte etiske strategier og retningslinjer til praksis igennem indkøbsprocesserne.

En positiv forskel ved fælles hjælp
Netop kompleksiteten gør det nødvendigt at samarbejde med mange forskellige eksperter og aktører, som vi gør det i multistakeholder-initiativerne.

Når det handler om at forbedre forholdene på blomsterfarmene i Kenya vil vi starte med at afholde et dialogmøde, hvor vi sammen med virksomheder, fagforeninger og NGO’er (herunder Fairtrade) diskuterer, hvordan vi kan håndtere problemerne ved denne blomsterproduktion i praksis. Her vil vi bygge videre på de erfaringer og resultater som vores søsterorganisation Ethical Trading Initatiative (ETI) i England har opnået.

ETI har arbejdet med den kenyanske blomsterproblematik siden 2002. Resultaterne af arbejdet viser, at det ved fælles hjælp godt kan lade sig gøre at gøre en positiv forskel. Resultaterne viser dog også at forbedringer tager lang tid. ETI har foreløbig opnået følgende resultater på udvalgte farme:
 

  • Flere arbejdere har fået regulære ansættelseskontrakter
  • Bedre adgang til beskyttelsesudstyr mod sprøjtemidler
  • Strengere pesticid kontrol
  • Bedre indkvartering
  • Flere kvinder har adgang til børnepasning og aftalte pauser til amning
  • Generel accept af at gravide kvinder skal have lettere arbejde
  • Realistiske langsigtede strategier


De positive resultater er blandt andet opnået ved at have realistiske strategier for at forbedre vilkårene. Det tager tid at få et tæt og tillidsfuldt samarbejde med leverandøren og få forklaret, hvorfor det er vigtigt at sikre arbejdernes rettigheder. Samtidig er det nødvendigt for detailvirksomhederne, at de giver leverandørerne mulighed for at kunne sikre deres ansatte disse rettigheder.

Indkøbere for danske virksomheder må sikre sig, at den pris, de betaler, gør det muligt for leverandøren (og eventuelle underleverandører) at betale arbejderne en løn, de kan leve af. Også realistiske leveringstider er vigtige for farmerne – især omkring helligdagene.

Vi vil fremover se, hvad vi kan gøre for at forbedre forholdene for arbejderne på de kenyanske blomsterfarme.

Samtidig kan forbrugerne gøre deres, ved at efterspørge roser (og såmænd også andre varer) der er produceret under ordentlige forhold.

Fakta

  • 55.000 kenyanere, særligt unge kvinder (65-75 %), arbejder på blomsterfarme
  • To millioner kenyaneres indkomst afhænger af blomsterindustrien
  • For at nedbringe omkostningerne køber farmerne ofte ikke det nødvendige beskyttelsesudstyr til arbejderne
  • Nogle af de største farme har op til 10,000 ansatte
  • Roser produceret i Kenya koster både mennesker og miljø dyrt. For at følge med efterspørgselen dyrkes roserne intensivt med brug af store mængder pesticider og gødning – da håndteringen af roser skal foregå manuelt eksponeres arbejderne direkte til disse kemikalier
  • Blomsterfarmene i Kenya står for godt en tredjedel af EU’s import af blomster

Mere fra Hanne

Hanne Gürtler

  • Horisont Gruppen a/s
Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere