Sander: der skal satses på grøn forskning
Videnskabsminister Helge Sander præsenterer en samlet plan for grøn forskning og innovation, der skal understøtte Danmarks rolle på det grønne område.
Videnskabsminister Helge Sander har netop offentliggjort rapporten Grøn forskning - status og perspektiver, der kortlægger en række væsentlige grønne forskningsområder og giver et bud på den fremtidige forsknings- og innovationsindsats.
Danmark skal være et internationalt center for grøn forskning og innovation. Derfor skal både den offentlige og private sektor prioritere det grønne område inden for forskning og innovation, siger Helge Sander.
Prioriteringen af grøn forskning og innovation er bl.a. udmøntet i regeringens oplæg til forhandlinger om globaliseringsmidler, hvor der er foreslået nye bevillinger på over 700 mio. kr. de næste tre år til grøn, strategisk forskning. Videnskabsministeriets oplæg sætter fokus på fem områder. Udover nye investeringer i grøn forskning og innovation skal man bl.a. styrke sammenhæng og koordination i indsatsen og sikre det internationale engagement. Samtidig skal det offentlig-private samspil øges ved flere grønne konsortier bestående af eksempelvis virksomheder, universiteter, teknologiske serviceinstitutter og netværk.
-JR