22.02.2019 | Navnenyt

Sara Olsvig bliver ny programchef for UNICEF Danmark i Grønland

Sara Olsvig, tidl. socialminister i Grønland og MF, er ny programchef for UNICEF Danmark i Grønland

Sara Olsvig bliver ny programchef for UNICEF Danmarks arbejde i Grønland med hovedsæde på nyt kontor i Nuuk.

Af Emilie Rask Jensen

Sara Olsvig er i forvejen et kendt ansigt i Grønland og på den politiske scene i Danmark. Fra 2011 til 2015 var hun medlem af Folketinget, og fra 2014 til 2018 var hun formand for partiet Inuit Ataqatigiit. I november sidste år valgte hun at trække sig fra formandsposten og som medlem af Inatsisartut (Grønlands parlament), nu har hun takket ja til at blive programchef for UNICEF Danmarks arbejde i Grønland.

”Jeg er meget beæret over at påtage mig denne vigtige opgave. UNICEF er verdens største børneorganisation og har i snart ti år været med til at løfte børns rettigheder i Grønland,” siger Sara Olsvig.

I UNICEF Danmark glæder generalsekretær Steen Andersen sig også til at byde Sara Olsvig velkommen.
”Vi er meget glade for, at Sara sagde ja, da vi rakte ud for at høre, om hun vil være programchef for UNICEF’s arbejde i Grønland og ligeledes repræsentere os i det daglige samarbejde i Nakuusa,” siger han.

UNICEF’s arbejde for børns rettigheder er ikke nyt for Sara Olsvig, som tidligere har arbejdet med oprindelige folk og menneskerettigheder i blandt andet Inuit Circumpolar Council. Som tidligere minister for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen har hun desuden et indgående kendskab til Grønlands forhold og Nakuusas arbejde.

”Med sin store politiske erfaring, sin omfattende viden om Grønland og sit stærke engagement i Grønlands udvikling er vi sikre på, at Sara er en stor gevinst for os, for Nakuusa og for de grønlandske børn, vi arbejder for,” siger Steen Andersen.

”Takket være Nakuusa kender dobbelt så mange børn i Grønland deres rettigheder sammenlignet med, da vi begyndte arbejdet for otte år siden. Det er flere, end tilfældet er for børn i Danmark. Efter vores gode og tætte samarbejde med Selvstyret om at skabe bedre forhold for grønlandske børn vil vi gerne fortsætte samarbejdet i Nakuusa, men også gerne søsætte nye aktiviteter i UNICEF’s eget regi,” tilføjer han.

UNICEF åbner nyt kontor i Nuuk

I forbindelse med ansættelsen af Sara Olsvig åbner UNICEF Danmark et nyt kontor i Nuuk, så organisationen bliver stærkere repræsenteret i hverdagen.

”Med sin markante indsats verden over vil et kontor i Grønland sikre, at vi får trukket UNICEF’s store viden om børns rettigheder hjem og får øget og forankret indsatsen lokalt. Jeg glæder mig meget til at komme i gang,” siger Sara Olsvig.

I løbet af foråret vil UNICEF søge en studentermedhjælper til det nye kontor i Grønland.

Mere fra UNICEF Danmark

UNICEF Danmark

www.unicef.dk

Om UNICEF DanmarkUNICEF Danmark blev stiftet i 1954 og er en af UNICEFs i alt 34 nationale komiteer. De nationale komiteer arbejder for at udbrede kendskabet til FNs Børnekonvention og for at samle penge ind til UNICEFs arbejde.I 2015 samlede UNICEF Danmark 218 millioner kroner ind til arbejdet for verdens fattige og nødlidende børn. Mange penge kommer fra vores faste bidragydere, som hver må…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere