26.03.2018  |  Samfund

Indspark: Sociale møbler skaber fællesskab og kreativt samspil

Tænk hvis du ved hjælp af møbler kan skabe et stærkt fællesskab, interaktion og kreativt samspil mellem mennesker. Netop den vision har virksomheden TimberNest. Som et modspil til nutidens digitalisering og sociale medier.

Autentiske og stærke relationer 

Når man går ombord i en TimberNest, vil man hurtigt opleve, at man ganske naturligt falder i snak. Hvis du spørger medstifter Kristian Grove Poulsen er det præcist pointen.

- Vi engagerer os i autentisk samspil mellem mennesker ved at designe sociale møbler, der inviterer til aktivitet. I de sociale møbler sidder du ansigt til ansigt, og har mulighed for at interagere med den, der sidder overfor dig via snak eller møblets vippefunktion. Selvom du ikke rører personen, kan du alligevel påvirke vedkommende. Intimsfæren nedbrydes, og det virker som en god icebreaker.

Annonce: (Artiklen fortsætter efter annoncen)

Møblerne fra TimberNest skaber også et godt fundament for udvikling af ægte relationer mellem mennesker. Tanken er, at den gyngende sofabænk både kan fungere som et samlingssted og et samtaleemne. En naturlig social platform, hvor kreativiteten aktiveres og relationer styrkes.

Dybe lokale rødder

TimberNest har sine rødder i Odense, hvor virksomheden holder til i Cortex Park i Videnbyen, som en del af det spirende iværksættermiljø fra SDU.

Møblet er resultatet af et semesterprojekt i 2016 på ingeniørstudiet, hvor seks studerende i fællesskab udviklede og designede det sociale møbel. I løbet af 2017 begyndte det for alvor at tage fart. Flere virksomheder, kommuner, festivaler og institutioner begyndte at efterspørge det unikke møbel, og i midten af januar 2018 vandt virksomheden Venture Cup i kategorien Service Innovation.

Selvom TimberNest er en virksomhed med lokal forankring spår medstifteren, Kristian Grove Poulsen at virksomheden i den nærmeste fremtid vil være at finde uden for landets grænser.

- TimberNest står for dansk design, dansk produktion af danske kvalitetsmaterialer produceret på Fyn. Det er ikke kun i Danmark, der er efterspørgsel på dette. Desuden er det danske marked ikke stort nok, hvis der virkelig skal vækstes.

De mange muligheder

TimberNest har i sin levetid oplevet utrolig meget positiv feedback. Forskellige virksomheder, institutioner, foreninger, festivaler og kommuner kan se det potentiale det sociale møbel har. 

Møblet kan passe ind i forskellige omgivelser og forskellige sammenhænge, hvor fællesnævneren er fællesskab, kreativitet og ægte relationer.

Det vippende møbel kan både bruges til kundemøder, interne møder i virksomheden eller blot afslapning og hygge for medarbejderne.

Møblet henvender sig ikke blot til virksomheder. I November 2017 købte Odense Kommune i samarbejde med Cityhuset og Cityforeningen seks TimberNest møbler, og valgte at placere dem rundt omkring i centrum. Købet var en del af projektet “Sammen om Centrum”, som har til formål at skabe plads til hygge og samvær blandt andet i Kongensgade Nord.   

Mulighederne er mange.

Vil du læse mere om TimberNest kan du besøge hjemmesiden her: https://timbernest.dk

Mere fra Martin

Martin Hoang

Marketingschef

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere