Stærk, international vækst for dansk miljørensningsvirksomhed
Krüger A/S oplevede et stærkt 2008 med en omsætning der rundede 1,3 milliarder og gav fyldte ordrebøger til de kommende år.
Gennem 2008 var der således heftig udenlandsk aktivitet for det Søborg-baserede selskab. Åbningen af et nyt stort renseanlæg i Ungarns hovedstad Budapest, udbygningen af renseanlægget i portugisiske Lissabon og indvielse af Nordens største vandværk i Oslo, er blot nogle af de mange projekter med fokus på vandmiljøet, der var med til at sikre Krüger den rekordstore omsætning i 2008. Grundlaget har firmaet lagt i årevis og samlet set har man da også oplevet en årlig vækst i omsætningen på i gennemsnit 25 % om året de sidste fem år. Størstedelen af denne omsætning kommer efterhånden fra udlandet, bl.a. fra Warszawa i Polen, hvor Krüger i samarbejde med moderselskabet Veolia Water Solutions & Technologies sidste år fik en kontrakt på design og konstruktion af et stort renseanlæg samt et nyt slamforbrændingsanlæg til den polske hovedstad. Det er ordre i denne størrelsesorden der er med til at fylde op i ordrebogen de næste år frem, hvilket selvsagt er noget der skaber glæde på direktionsgangen.
Vi har i de senere år oplevet en stor vækst i de internationale projekter og forventer status quo i de kommende år. På det danske hjemmemarked er Krüger pt. i gang med mere end 700 projekter til forbedring af vandmiljøet og vi har godt 700 medarbejdere, der bor og arbejder ud fra Danmark. For at sikre en fortsat vækst i ind- og udland fokuserer vi derfor meget på innovation og teknisk udvikling inden for vandmiljø og er involveret i adskillige udviklings-, test- og demonstrationsprojekter i forhold til CO2, energirigtige løsninger og håndtering af klimaændringer fortæller Leif Bentsen, direktør for Krügers danske division.
Krüger A/S blev grundlagt i 1903 og beskæftiger i dag omkring 700 mennesker.