19.11.2019  |  Samfund

Indspark: Store grønne ambitioner skal indfries af grønne iværksættere

Vi har brug for at inspirere den næste generation til at springe ud som grønne iværksættere og virksomhedsledere – og vi skal understøtte dem, der allerede har taget springet. Dem, der tør gå forrest og skabe ambitiøse forretningsløsninger og teknologier.

I de kommende år vil vores samfund gennemgå store forandringer som resultat af den buldrende klimakrise, den teknologiske speed-udvikling og formålsdrevne generationers indtog på det globale arbejdsmarked. Så store forandringer har åbenlyst betydning for vores virksomheder og vores iværksættere.

Derfor har vi brug for at inspirere den næste generation til at springe ud som grønne iværksættere og virksomhedsledere – og vi skal understøtte dem, der allerede har taget springet. Dem, der tør gå forrest og sætte hånden på kogepladen og skabe ambitiøse forretningsløsninger og teknologier.

De er Danmarks fremtid, og det er dem, der skal få os i mål med den bæredygtig omstilling. Det er dem, der skal gøre os til et grønt foregangsland på endnu flere parametre, end det er tilfældet i dag.

Vi har brug for grønne rollemodeller og hurtig handling

I denne uge afholdes den årlige Global Entrepreneurship Week i 170 lande – du kender den måske også som Danmarks iværksætteruge. Over hele Danmark afholder forskellige organisationer, virksomheder og borgere en række aktiviteter, der hylder de nye helte i iværksættermiljøet: De grønne iværksættere. Dem med bæredygtighed i kernen af deres virksomhed, som skaber fremtidens grønne løsninger.

Det er vigtigt at fremhæve de gode eksempler og rollemodeller, som Dansk Iværksætter Forening gør med iværksætterugen, og vi skal blive endnu bedre til at fremelske sociale og bæredygtige iværksættere i Danmark.

Heldigvis findes der allerede inspirerende grønne rollemodeller. Iværksættervirksomheder som Too Good To Go, Last Swab, GRIM, POND og BeResourceful er eksempler på virksomheder, der bidrager positivt til verden ved at skabe bæredygtige løsninger på samfundets udfordringer.

Samtidig skal vi alle sammen blive bedre til at handle på den grønne omstilling. Ingen er tjent med, at den megen snak om bæredygtighed og verdensmålene skygger for det virkelige behov: At det er tid til at handle, og at vi skal handle hurtigt.

Den gode nyhed er, at nutidens og fremtidens vindere er de virksomheder, der for alvor gør noget ved problemerne, og ikke blot taler om dem, og flytter bæredygtighed ind i kernen af forretningen.

Bæredygtighed er blevet et vilkår og et konkurrenceparameter

2019 har været et særligt år for dansk erhvervsliv. Som iværksættere skal vi forholde os til, at der er nye vilkår for at drive virksomhed. Jeg har flere gange kaldt sommeren 2019 for ’bæredygtighedssommeren’ eller ’Summer of Sustainability’ pga. milepæle som klimavalg, varm sommer for andet år i træk, verdensmålenes øgede kendskabsgrad i befolkningen, virksomhedernes ambitiøse klimaudmeldinger i medierne osv.

At klima og bæredygtighed er øverst på både danskernes og virksomhedernes dagsorden bekræftes også af en undersøgelse fra Deloitte fra tidligere i år, som omfatter mere end 2000 globale erhvervsledere fra 19 lande, herunder 140 nordiske topledere.

Hele 34 pct. svarer, at dét at have en positiv effekt på samfundet er den vigtigste faktor i forretningen. Blot 17 pct. peger på de finansielle resultater som det vigtigste. De tidligere år har billedet været omvendt, når lignende undersøgelser er blevet gennemført.

Nu står bæredygtighed klart øverst på agendaen. Det er blot én af de mange indikatorer, der understreger, at dét at arbejde aktivt med bæredygtighed efterhånden er blevet et mainstream konkurrenceparameter, som virksomheder i alle aldre og størrelser skal forholde sig til.

De grønne iværksættere og virksomheder har nøglen til en grøn fremtid

Hvis vi som samfund skal nå i mål med de ambitiøse grønne ambitioner frem mod 2030, som regeringen har fremlagt, er der ingen vej uden om nytænkning. Der er ingen chance for, at man inden for det nuværende mulighedsrum kan anvise så store CO2-reduktioner. Og vi kan ikke effektivisere os til en bæredygtig omstilling.

Vi er nødt til at opfinde og udvikle nye energieffektive og miljørigtige forretningsløsninger. Det skal altså både være naturligt, nemt og billigt at træffe grønne valg i vores hverdag. Her spiller de grønne iværksættere og virksomheder, der producerer og leverer produkterne, en afgørende rolle.

Den gode nyhed er, at markedspotentialet i den bæredygtige omstilling er enormt: 12 billioner dollar frem til 2030 og 70 billioner dollar derefter ifølge FN’s egne tal. Her har grønne iværksættere og virksomheder afgørende forudsætninger for at gøre rent bord.

Event om grønne iværksættere – kom og vær med!

I anledning af Danmarks Iværksætteruge modererer jeg bl.a. et event i København d. 20. november kl 17-19, der hedder Grønne Iværksættere: Fra idé til handling. Her stiller vi skarpt på unge, grønne iværksættere og deres udfordringer og løsninger med udgangspunkt i fødevareBanken, Naboskab og SPIR kbh. Fokus er i denne omgang på nationalt og lokalt grønt iværksætteri.

Vi stiller spørgsmålene:

  • Hvordan er det at være grøn iværksætter i dagens Danmark?
  • Hvad vil det sige at have et bæredygtigt mindset som virksomhedsleder?
  • Hvordan ser fremtiden ud, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling inden 2030?

Kom og bliv inspireret og deltag gratis i debatten om, hvordan vi bedst sikrer, at iværksættere, virksomheder og vi som borgere går en lys fremtid i møde.

De grønne iværksættere og virksomheder har nøglen til fremtiden. Vi har brug for dem, og de har brug for os, hvis de store grønne ambitioner skal indfries.

Mere fra Lasse

Lasse Alfastsen

Strategisk direktør & medstifter af Partnerskabshuset Krydsfelt

Mit navn er Lasse Alfastsen, og jeg er bæredygtig iværksætter og kommunikatør.  Jeg tror på, at formålsdrevne aktører spiller en afgørende rolle i den bæredygtige omstilling. Dem, der har bæredygtighed i deres DNA og i kernen af forretningen.  De aktører hjælper jeg med at identificere og fortælle ins…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere