Storstilet internationalt forskningsprogram med dansk vært
Nyt forskningsprogram, administreret af danske LIFE, skal belyse, hvordan man kan tilpasse det globale samfund til fremtidens klimaændringer.
De fremtidige klimaændringer truer i stigende grad den globale fødevareforsyning og dermed millioner af menneskers tilværelse. Derfor indledes et nyt forskningsprogram, som skal administreres fra danske LIFE Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. LIFE blev valgt som vært for det nye program blandt flere internationale ansøgere. Det nye forskningsprogram CCAFS (the Challenge Program on Climate Change, Agriculture and Food Security) vil særligt fokusere på Indus-Ganges sletten og Vest- og Østafrika. Det særlige fokus er et led i forskningsprogrammets ambition om at sikre målrettet forskning til udvikling af småbønders landbrug i en tid med klimaforandringer. Samtidig bidrager det til at skabe en stabil landbrugsudvikling og fødevareforsyning i regioner, hvor halvdelen eller mere af befolkningen lever i landdistrikterne. Ifølge direktør for CCAFS Bruce Campbell vil programmet sætte fokus på, hvordan man opnår løsninger for jordbruget, der kan føre til en reduktion af de 15 procent af drivhusgasudledningen, som jordbrugserhvervet bidrager med i dag. Professor ved Institut for Jordbrug og Økologi på LIFE og medlem af FN´s klimapanel John R. Porter uddyber:
Med lanceringen af dette forskningsprogram får dansk forskning mulighed for at bidrage til en af de allervigtigste udfordringer i fremtiden, nemlig de globale klimaændringer og den globale fødevareforsyning. Danmark kan hermed bidrage med en række dygtige forskere, som kan udvikle modeller for, hvordan vi bedst ruster verdenssamfundet til klimaudfordringerne, samt værktøjer der kan hjælpe småbønder med at forbygge konsekvenserne.
-JR